En gnaven gammel mand: 10 meter, måske.
I dag har jeg sat ny
personlig rekord, måske. Uheldigvis påstår mit vidne hårdnakket at han
kiggede på dragen lige i de millisekunder rekorden løb af sted. Surt.
Jeg vælger så selv at
fastslå at jeg har ny rekord, om ikke andet så for selvtilliden og
selvagtelsens skyld. Det er nødvendigt.
Som jeg var inde på
sidst, så har jeg det rigtigt dårligt med nu at kegle rundt som en Bambi.
Ved godt at alle på et tidspunkt har været begyndere, men alligevel.
På sidste blog fik jeg
en kommentar der gik i retning af, at jeg ikke ytrer mig i tilstrækkelige
positive vendinger om kitesurfing.
Hallo, vågn lige op.
Jeg er en gnaven gammel mand. Jeg har lov til at være gnaven og skummel. Det
er nemlig fidusen ved at være sådan én.
I øvrigt er det forhold
at jeg ikke har benyttet mine to drager (de flyvende) til at dække mine
200m3 brænde i indkørslen, faktisk ret positivt, ligesom det faktum, at jeg
stadig er aktiv her på siden, faktuelt fordi jeg (indrømmet i en snæver
kreds) måske godt kunne syntes at det der kitenoget kunne have visse
positive aspekter på sigt.
Jeg er meget besluttet
på, at jeg vil lære at stå på det elendige board inden efterårsferien (uge
42) og som tiden går og jeg ikke kommer på vandet, ja så bliver jeg mere og
mere panikken. Til trods for mit uden tvivl store skjulte talent som kiter,
så må selv jeg indrømme, at jeg ikke for alvor kommer videre. Bevares jeg
kender de første 200 film på nettet der viser hvordan man gør,- men den
lille detalje med at omsætte det til noget praktisk, det er jeg ikke sådan
for alvor kommet til. Selvfølgelig primært fordi jeg ikke har været på
vandet. Jeg kan dog garantere at jeg har mentaltrænet alle manøvre. Både
liggende på sofaen og i en liggestol i haven,- fruen tror dog ikke rigtigt
på den slags moderne træning og jeg bliver sendt ud at stable brænde i
stedet.
I dag kom jeg på
vandet. Ikke nok med det. Jeg var et nyt sted (som kiter). Og jeg lærte en
masse.
Jeg lærte at
massefylden på store sten er højere end på skinneben. At store sten er
glatte og våde og dumme og meget mere. At brandmænd ikke alligevel for alvor
vil være venner med dig, og at et board er vildt dumt at gå rundt med når
man har en Margrethe flyvende rundt 25 meter oppe.
Egentlig døbte jeg min
13´for Jelved sidst jeg var ude, idet den jo ikke kunne beslutte sig for
noget. I dag må jeg retfærdigvis indrømme at den opførte sig upåklageligt,
og i mangel på bedre blev det så til Margrethe.
Dagen begyndte med at
jeg fulgte opfordringen på kitemekka.dk om at drible til Skæring. Vel nede
kan jeg konstatere at vinden er en lille smule fralandsvind og meget
ustabil. To Thomasér sidder i en bil, og er kommet til samme konklusion. En
anden kiter dukker op. Chairman, som jeg har lovet ikke at kalde for Thomas,
kommer også. Vi hitter på at futte til Studstrup for at undersøge
vindretning. Vel nede er vinden direkte på, og jeg måler ca 6½ ms. Det ser
helt fint ud, og vi rigger til.
Nu skal I jo stadig
huske på, at det kun er anden gang at jeg overhovedet er på egen boldgade,
og derfor er jeg meget omhyggelig (læs langsom) med at få rigget. Har en
mistanke om at det godt kan betale sig at få de der snore til at sidder
rigtigt. Får fyldt luft i Margrethe og spændt linerne fast. Denne gang havde
jeg taget en vest og en hjelm med. Det der med hjelm kan jeg godt se lidt
ide i, hvilket ikke er tilfældet med de grimme lange underbukser uden på
dragten, men det er en anden snak.
Chairman som også er
begynder, faktisk er der en gradbøjning til forskel. Jeg er Nybegynder,
Chairman er begynder og flere lysår fremme i forhold til en gammel gnaven
mand. Men altså ham Chairman kan godt sætte sin egen drage op, så han
hjælper mig med min. Jeg sætter den op på land. Lige så langsomt og
kontrolleret. Fin start, og i øvrigt første gang overhovedet.
Nu var Margrethe jo
sidst noget rundforvirret og kunne slet ikke finde ud af om den ville flyve,
chrashe (jo det kunne den for resten godt) eller om den bare ville ligge og
tage lidt rygsvømning. Derfor valgte jeg at gå ud med uhyret alene, blot for
at få lidt kitekontrol. Der hvor vi gik ud var der en del pæle spredt med
sikker hånd, forstået således, at stort set hvor man opholdt sig ville man
blive spiddet, så jeg fortrak derfor ca 200 meter længere ned af stranden.
Så at Chairman uden problemer kom ud, og straks sejlede.
Jeg forventede egentlig
at jeg straks ville smide dragen i vandet, eller blive revet omkuld, helst
ind i et hybenbed eller lign. Det skete ikke. Margrethe hold sig flyvende,
og var i dag faktisk positiv medspiller. Mystisk. Jeg øvede lidt bodydrag og
”supermand”….mystisk, men det virkede egentlig let nok. Så vadede jeg ind
efter mit board der er på størrelse med Vejlefjordsbroen. Straks kom jeg i
problemer.
Dels er boardet jo
stort 145x42cm og konstrueret således at det er fuldstændig umuligt at gå
rundt med. Nu skulle jeg jo forbi de der stænger og det tog noget tid at gå
rundt med et board og en drage. Det lykkedes til sidst.
Så havde jeg jo lidt
sjov med at ligge i vandet og forsøge at tage et board på, samtidig med at
Margrethe nu overhovedet ikke ville samarbejde. Fik øvet meget nyt, blandt
andet det der med at man lige pludselig ligger med ryggen ind mod stranden
og kigger op på en drage der nu er spejlvendt. Det meste af tiden gik med at
finde ud af hvor boardet nu havde gemt sig, eller trække længere ud fra
stranden ( se ballongeneral jeg husker det)
Til sidst forbarmede
Chairman sig, og hjalp med at holde boardet, ligesom jeg fik lidt staldtips.
Under en af de seancer lykkedes det mig at tilbagelægge de 10 meter. Tror
jeg. Som jeg indledte, jeg behøver lidt succes, så det er mindst 10
meter i dag. Under alle omstændigheder så var det rigtigt dejligt at få lidt
hjælp, og det var også godt at mærke at det ikke er fuldstændig umuligt, at
jeg indenfor de næste 6 uger, måske vil kunne komme op på det board.
Sidder med en ret god
fornemmelse (og et smertende skinneben).
I dag har jeg sat en
drage op og ned på land, forsøgt med board, og for første gang syntes at jeg
havde en anelse ide om hvorfor dragen fløj som den gjorde,- dermed ikke sagt
at jeg har været enig i alle dens dispositioner, men alligevel.
Det kan sgu godt være
at jeg kan nå det inden efterårsferien.
2 gang på vandet alene.
Fede håndtegn.
Bensen
En gnaven gammel mand.