skrevet den
11-06-2011
DYRT NØDBLUS
Et nødblus, affyret for sjov, udløste i 2007 en unødvendig
redningsaktion med helikopter. Nu har SOK fået dom for, at gerningsmanden
skal betale erstatning til SOK. Det kommer til at koste ham 24.000 kroner.
En ung mands kådhed bliver nu en dyr sag. Den unge mand affyrede tilbage
i 2007 for sjov et nødblus ved Hundige. Nødblusset blev observeret af flere
personer, der slog alarm til politiet, som anmodede Søværnets Operative
Kommando om assistance.
SOK foranledigede derfor, at en Sikorsky-helikopter overfløj området for at
søge efter nødstedte. Prisen for redningsaktionen tilbage i 2007 er opgjort
til knapt 24.000 kr., som gerningsmanden nu er dømt til at betale.
”Vi er tilfredse med, at vi nu endnu en gang har fået dom for, at vi er
berettigede til at kræve erstatning for nødblus, der opsendes for sjov. En
unødvendig redningsaktion koster ikke kun samfundet mange spildte penge, men
kan i værst tænkelige situation også koste liv i tilfælde af, at der på
samme tid er brug for helikopteren et andet sted, hvor der virkelig er folk
i nød”, siger jurist Inge Rønberg, Søværnets Operative Kommando.
Kilde: SOK
Ovennævnte jo helt i tråd med den artikelserie der
blev kørt her på Bensens.dk omkring betaling for redningsaktioner eller ej.