skrevet den 09-12-2010

 

I'll be back!

 

 

 

Ovennævnte er primært en hensigtserklæring til mig selv.

 

Meningen er, at jeg ved at gentage sætningen for mig selv, også når det gør ondt, vil komme tilbage så hurtigt som overhovedet muligt.

 

 

Nu er jeg lidt ked at, at siden er ved at udvikle sig til en omgang selvmedlidende, navlepillede tøseklub. Det er egentlig ikke hensigten, men rent surfmæssigt har jeg ikke oplevet det store siden den 26 sep, hvor jeg ikke som forventet var en elegant luftballon, men derimod en tung sandsæk.

Med andre ord, min forventninger til egne evner denne dag, oversteg mine talenter.

Jeg styrtede med kiten.

 

Har indgående beskrevet alle de trængsler jeg havde med diverse lægebesøg, det offentlige, min helbredsforsikring osv...kig evt på forsiden med diverse artikler.

 

jeg har lovet mange, at jeg ville komme med en status, når der var nyt.

 

Det har jeg så nu, både på godt og ondt.

 

Er blevet skannet i en MR skanner forrige søndag, og i går aftes ringede en overlæge fra Brædstrup,- at jeg nok heller måtte komme forbi ham,- og at det ville være en ganske god ide, hvis det kunne blive idag.

Billederne havde vist lidt andet, end det han havde forventet, og derfor ville han godt lige se mig endnu en gang.

Derfor var jeg for 3.die gang i Brædstrup i dag. Kom dog til med det samme, idet den gode doktor havde arrangeret at jeg bare skulle ind når jeg kom.

 

Vel inde i doktorens hule, fik jeg oplyst, at billederne viste at jeg havde været ret grundig i mit styrt, idet mine indvendige ledbånd, mod forventning var stort set revet over. Det havde han ikke forventet, og det ændrede tingene noget.

Han oplyste at de antageligvis nu kun var hæftet med ganske få fibre, og det ikke var så godt. Tak, det var jeg sådan set godt klar over. Har ikke sovet i 3 mrd.

I øvrigt havde jeg også knust den tilbageværende menisk.

 

Han ville lige undersøge mig, så hvis jeg lige ville tage plads på skafottet (undersøgelsesbriksen)

Når læger lige skal mærke, så er det en omskrivning af, vride, hive, rykke, trykke og dreje, indtil man er besvimelsen nær.

Da han vær færdig, og jeg var gennemblødt af sved, sagde han med stor tilfredshed,- ja, det var som jeg regnede med......hvad F..... skulle han så pine mig for?

 

Diagnose som fortalt. Kvadrede ledbånd og knust menisk.

 

Ledbånd er største problem, og for at få dem til at gro sammen, er jeg nu forsynet med en skinne på str med Eiffeltårnet. Med den monteret kan jeg bøje benet (lidt) men ikke vride på nogen måde. Problemet med ledbånd, er at de er noget langsomme og følsomme overfor vrid, når først det er blevet skadet, og derfor er det vigtigt at man ikke gør den slags. Her kommer så skinnen ind.

Den kan jeg så tumle rundt med  i 6 uger. Når det er færdigt, og mine ledbånd er klar igen (så meget som de nu kan blive) skal jeg opereres i knæet.

Operation er sat til 25 jan.

 

Man kan ikke gøre det mens ledbånd er i udu, idet man så umuliggør genoptræning, samt slører evt symptomer, og forlænger processen. Jubii.

 

Med andre ord. Når jeg har slæbt rundt på Eiffeltårnet i 6 uger, skal jeg opereres, og der venter så 3 ugers genoptræning bagefter, måske mere, afhængig af ledbånd til den tid.

 

Realistisk kan jeg være på vandet den 1.4.2011.

 

Det betyder at jeg har været væk i 6 mrd, og det er sgu ikke spor sjovt.

 

 

6 måneder hvor man ikke har sejlet, hverken med windsurf eller kite. Og jeg har en masse nyt udstyr der bare har ligget og tabt værdi. Det er helt vildt frustrerende, men der er jo ikke noget at gøre ved det.

 

 

Jeg har nu som personlig målsætning, at senest 1.4.2011 vil jeg stå på en windsurfer.

Det skal være det, der gør at jeg holder alle de dumme timer ud, når jeg er på motionscenter.

 

 

 

Men tag ikke fejl.

 

 

I'll be back!!