Så tæt på.

Det er altså noget frustrerende det her.

Min kitesurf, altså

Efter sidste omgang, har jeg virkelig fået blod på tanden. Jeg fornemmer virkelig at jeg er så tæt på. Tæt på at kunne sejle lidt.

Rent faktisk sejlede jeg vel egentlig sidste gang, vel at mærke når jeg var tilstrækkelig powered op.

Belært at sidste forsøg ved jeg godt, at det ikke tjener noget formål at jeg forsøger i 5 m/s, ikke engang med min 13´for min teknik er ikke til det, og formodentlig vil jeg bare få endnu en katonisk nedsmeltning.

Nu har jeg endelig fri en weekend, ok, lørdag så, for jeg har søndag, lovet at hjælpe lidt med Tour de femme, som en god kammerat er arrangør af, men lørdag så.

Og hvad lover de onde krystalkuglekiggere fra DMI så? INGEN vind.!!

Og lige akkurat den situation har været mit lod nu i et år. At der enten ikke er vind når jeg har fri, eller også har der været vind når jeg har været på job.

Dette har helt bogstaveligt betydet, at jeg endnu ikke har tilegnet mig de forventede motoriske spasmer, og derfor ikke kan kalde mig kiter.
Og, kan jeg afsløre, DET har ikke gjort mig mildere i forhold til kite og kitesurfere.

Jeg har erkendt, at min indlæring er langt, langt mere tornefyldt end så mange,- det har jeg accepteret, men jeg syntes omvendt også, at jeg snart har fortjent lidt medgang. Ikke mindst på grund af min vedholdenhed, nogen ville sige dumstædighed.

Ok, det er meget muligt, ja faktisk direkte sandsynligt, at jeg er dum, langsom, motorisk lammet og en masse andet. Men, nu har jeg rent faktisk sat mig i hovedet at jeg vil lære det der snavs.

Har for længst indset at tingene absolut ikke går min vej. Ok. Men før jeg kan sejle begge veje, og som minimum lave en vending, før stopper jeg ikke.

Og det er altså uanset om der skal gå et eller to år.

Og, så er vi tilbage hvor vi startede. Jeg er meget utilfreds med at vinden ikke er brugbar til kite her lørdag.

Skal jeg være heldig, så kan jeg måske komme lidt ud på mit formulaboard lørdag. Det er selvfølgelig også fint nok, men kender I ikke alle den der fornemmelse af, at man er så tæt på at lære et eller andet, og man kan stort set ikke tænke på andet.

Sådan har jeg det lige i øjeblikket med kite.

Jeg vil så frygtelig gerne få overvundet mine udfordringer med komme op og sejle stabilt. Det piner mig helt vildt, hvis jeg skal igennem endnu en vinter, uden at få det til at spille.

Ved godt at der her i efteråret kommer mange dage hvor vinden er til det osv. Men jeg er jo ikke god nok til at sejle i de forhold, desværre.

Skal jeg lære det, skal det være her i Sep mrd hvor vandet stadig er varmt.

Og når jeg i den sammenhæng siger varmt, så skal I tænke på at jeg lang den overvejende del af tiden går upwind I vandet, ikke på boardet. Og ja, jeg er helt orienteret om havtemp i efteråret. Og ja, jeg har ALT i vinterudstyr. Og JA, jeg har sejlet igennem de sidste 10 år som windsurfer, så det er ikke det der skræmmer.

Men det der virkelig piner mig. Det er muligheden af, eller rettere manglen på----en dag med 8 m/s og 4 timer hvor jeg øver mig, og får overvundet de udfordringer jeg pt har.

Uanset hvad.

Jeg bliver ved til jeg kan sejle med skidtet sgu.

Ps: Har store forventninger til efteråret.

Har derfor indkøbt drage nr 3. Blot fordi man ikke skal gå ned på udstyr. Heller ikke kite.