skrevet den:28-08-2007

Mit afhængighedsforhold til mit målebånd.

En eller andet åndsformørket, skaldet, glatnakke har hugget, gemt, bortført, stjålet eller bare smidt mit målebånd væk.

Og det går ikke.

Jeg har gennem årene udviklet et sikkert usundt og sikkert direkte farligt afhængighedsforhold til mit elskede målebånd, ikke et specielt målebånd, men bare det målebånd jeg lige  havde. Og gennem årene har jeg jo haft en del, desværre har de gennem tiden det med at nedlægge erhvervet, at ruste, knække eller bare nægte at rulle sig ud eller ind.

Før jeg begyndte at surfe, ja egentlig indtil jeg startede på det der oprindelig hed Seniorsurf, men blev omdøbt, da jeg fandt at navnet kunne identificere deltagerne med et vist uheldigt aldersmæssig tilhørsforhold, så det kom hed til at hedde Mastersurf, hvilket jo er noget helt andet. Men ja. Jeg havde indtil da levet i lykkelig uvidenhed om, hvor vigtigt mit målebånd var, og ikke mindst, lykkeligt uvidende om at jeg ikke kunne leve,  eller for  den sags skyld, surfe uden.

Bevares, hjemme i garagen findes da både et målebånd der kan måle 30 meter, en eller flere tommestokke, og selvfølgelig et 2m målebånd. Dette dog uden at jeg havde knyttet de intime følelser til nogen af dem.

Men så startede jeg på Mastersurf, og blev her introduceret for begrebet med at måle, og en helt ny verden viste sig for mig. Især det der gule målebånd fra Jem og Fix. Uha hvor det rykkede!!

Dagen efter undervisningen strøg jeg til den lokale bix for straks at anskaffe et sådant universalmiddel, og sjovt nok kom jeg til at stå i kø sammen med alle de andre mastersurfere, der også havde fundet det nødvendigt med et sådant indkøb.

Oprindeligt var det et must for at deltage i Mastersurf at man var i besiddelse af medlemskab af klubben samt ejer af et gult målebånd. Disse krav blev med tiden noget udvandet, og erstattet af et ultimativt krav om ejerskab af et målebånd.

Hvad bruger jeg så dette tilsyneladende vidundermiddel til? Jo for det første gør det jo vældigt indtryk på de øvrige surfere ( dem uden målebånd) at jeg kan hive et gult tryllemiddel frem, med et elegant underhåndskast få det til at rulle ud, dernæst aftvinger det respekt når jeg går i gang med at måle mit grej. Jeg måler hvor lange min surfsko er, afstanden fra enden af boardet til den anden ende,  hvor langt knuden på min ophalsline sidder fra den bagerste fodstrop og den slags meget overbevisende detaljer.
Endelig, og det er vigtigt. Så lægger jeg det altid fra mig, og kan aldrig finde det  igen.
Og så giver det jo stort postyr og anerkendelse når jeg drøner rundt og beskylder alle pensionister, hundeluftere, cykelryttere og øvrige brugere af stranden for tyveri.

Endelig er der jo den anerkendelse af ritualer. Jeg kan ikke surfe hvis jeg ikke har målet et eller andet. Det er sådan set lige meget hvad jeg måler, bare at jeg ved at jeg har målt. Senest var jeg så glad da jeg målte mig frem til at ærmet på min tørdragt var 1,13 cm fra syningen på skulderen til manchetten på armen,- det er da en konstruktiv viden at gå på vandet med. Tænk på,- hvad nu hvis du møder en anden surfer på bugten og han råber, " hvor langt er dit ærme?"
Fanme godt at have styr på de detaljer!!

Men som jeg indledte, der er en svagpisser der evig og altid hugger mit målebånd. Når jeg skal bruge det.