skrevet den
14-01-2009
Bensen i coma?

Nu kunne man måske få en forkert opfattelse af
situationen, hvilket min BetteOrk uden tvivl har gjort.
Ikke nok med at hun kom fræsende med et kamera, hun tog
også billeder og iværksatte så en hård afpresning, noget med at hun ville
sende billeder ind på fruens arbejdsplads, hvis ikke jeg straks kørte med op
til Brugsen efter seneste udgave af Girls.
Men som det uden tvivl fremgår, så tærer det hårdt på
resurserne at være webmaster og ikke mindst, være aktiv surfer. Det sidste
syntes jeg dælme er hårdt, hvordan kan I dog holde til at surfe dagen lang.
Jeg har fundet Dragespyttet , som jeg modtog fra FF frem,
og har nu gnedet stort set hele den veltrimmede krop ind. Stanken af kamfer
holder samtidig fuglene væk når man lige fintænker på terrassen.
Men hvad tænkte jeg så grundigt over?
Jo, jeg tænkte lidt over Ællingen og hvad jeg
egentlig mener om boardet.
Efterhånden som man lærer udstyr bedre at kende, ja så
ændrer man langsomt holdning. Et er de umiddelbare indtryk, noget andet er
når man har et erfaringsgrundlag at trække på.
Nu har jeg jo haft Ællingen et stykke tid.
Fik den i vandet første gang den 11 maj. Har bortset fra
en enkelt gang hvor jeg i et anfald af delirium kom til at trække min
formula ud af stalden, udelukkende sejlet på den.
Lidt statistik:
Sejlet 12 gange på den
Tilbagelagt 150 km
Sejlet 6 gange med 9,2 sejl
Sejlet 6 gange med 7,8 sejl
Gennemsnitshastighed alle ture
omkring 42 km/t
Det sidste først. Ællingen er ubetinget det hurtigste
board jeg nogen sinde har sejlet på. Det føles meget letsejlet når det
planer.
Det er jo meget kort, og har ikke antydningen af opdrift
i næsen, det er noget man skal vænne sig til, og det kræver en forholdsvis
god teknik at sejle det når der næsten ingen vind er.
Et at de områder hvor jeg har været spændt på hvordan det
ville gå, var når man fyrer den af i agten for tværs i medløbende sø.
Det er en sejlads jeg har meget stor respekt for, al den
stund jeg har haft flere alvorlige styrt på den konto. Altså når man kommer
i fuld fart med søen og næsen på boardet så pludselig fisker bølgen
foran, dette betyder ind i mellem at boardet drejer helt umotiveret og
man laver et mega styrt. Kan fortælle at det gør nas både på pengepungen og
stoltheden. Har lavet det et par gange med en Starboard 175 og min Techno
formula, men aldrig med de kort snudede boards.
I går i Ebeltoft fik jeg lejlighed til at fyre den max af
på en tur ind mod stranden, og der var ikke antydning af problemer.
Herligt for det føltes som om jeg sejlede rimeligt stærkt.
Isonic har ry for at søge voldsomt op i vinden for at gå
max højde. Dette syntes jeg ikke har været så udtalt, og ikke noget jeg ikke
har kunnet trimme mig ud af.
Jeg sejler stadig med de bagerste fodstropper inde, det
gør det let at komme i dem, og giver mig den fornødne kontrol når det går
lidt hurtigt, eller jeg er overpowered.
I går i Ebt sejlede jeg med 7,8 og standardfinnen på 52
cm. Det virkede fint og jeg havde kun en enkelt gang med tailwalking i et
konapust. Det virker som om at finnen er afbalanceret til et stort
vindområde.
Dog har jeg ikke specielt gode erfaringer med samme finne
når vi snakker tidlig opplaning med mit 9,2 sejl.
Her har jeg med succes skiftet til en 54cm finne som
giver det lift jeg har manglet.
Med hensyn til den tidlige opplaning, tja her er jeg
virkelig i tvivl. Ganske vidst har jeg fået flyttet grænsen ned af, men jeg
er ikke overbevist om at det er hurtigere i gang end fx min hyperX.
Jeg vil selvfølgelig forsøge mig med både en Ælling og
min Hyper samtidig, har ikke fået det gjort endnu, for det er jo en hulens
masse grej jeg skal have med.
Vil gerne i marginale forhold sammenligne de to boards og
helst med 7,8, idet 9,2 på Hyperen er sådan lige bøvlet nok.
Da jeg fik Ællingen havde jeg en forventning om at jeg
primært ville sejle den med 9,2 og hyperen med 7,8.
Jeg har her fået den positive overraskelse at Ællingen er
meget god med 7,8 og gør det hele let at sejle.
Jeg tror snart at jeg må have en tur på min Hyper X for
ikke helt at glemme hvordan det er at sejle den, for det var jo mit
yndlingsboard.
For lige at runde lidt af. Vil jeg anbefale Isonic til
andre?
Tja, jeg havde jo faktisk forestillet mig at det ville
være et board der udelukkende var til fart, dvs slalom og meget teknisk at
sejle. Jeg har nu også en stor del sjov og finder det ganske behageligt at
sejle, der er forskellige monteringsmuligheder til fodstropperne, og det
indikerer jo at det ikke udelukkende er hardcore slalom.
Med forbehold for unoderne når man ikke planer, så ja,
det er meget hurtigt, men på samme tid godmodigt. Der er dog ingen tvivl om
at det vil ud over stepperne, jeg har bare ikke udnyttet det fulde
potentiale, eller måske nærmere, har ikke turde.
Og så vil jeg da godt lige understrege. Der er ingen
problemer med at sejle halv vind, ikke noget med at man skal tvinge det væk
fra at gå højde hele tiden. Fodstyring reageres der på med det samme, og når
selv jeg kan bøvle det rundt i en carving jibeagtige manøvre, så kan det jo
ikke være så teknisk alligevel.
Vil jeg beholde det? Det ved jeg s´gutte, det må tiden
vise. Det bliver afhængigt om jeg finder at det i højere grad tilgodeser de
ønsker jeg har om et board i den klasse end min Hyper X, det vil tiden vise.
Se det var jo en lang, teknisk artikel, hvilket uden
tvivl forklarer hvorfor man kunne snige sig til at tage et billede som
ovenfor.