|
Bensen træner hårdt.
(En af de gamle historier.)
Nu her hvor foråret er ved at bide sig fast,
vandtemperaturen nærmer sig de magiske 10 grader og pollen generer næsen,-
ja så er det jo ved den tid hvor vinterens spor for alvor viser sig.
Desværre også for mig. Som jeg nævnte i Surfnews er det et stykke tid
siden at jeg sidst for alvor har set mine tæer,- det kniber gevaldigt med
at komme ned til surfskoene når jeg skal have dem af og på,- ligesom jeg
efterhånden er nødt til at sidde ned år jeg skal tisse,- kan desværre ikke
se toiletkummen når jeg står op,----et forhold fruen ikke undlader at
kommentere……med andre ord,- den lille trinde Bensen er ikke længere
trind,- jeg er vokset med opgaven og er nu smællerfed. Kort og godt.
Denne for surfere mindre heldige kropsbygning,- især når fedtlaget primært
er samlet på vommen og kinderne, udmønter sig nu desværre i,- at min
fysiske formåen på boardet ikke rækker til meget mere end et slyngstyrt
eller to.
Det skal der selvfølgelig gøres noget ved.
Hver aften ligger jeg mæt og veltilpas i sengen og indleder løbeture,
finske fodbade og bjergbestigning lige så snart jeg står op næste morgen.
Behøver jeg at nævne det,---jeg vågner hammersulten og vralter sukkerkold
og målbevidst i køleskabet.
Ok, det kan selvfølgelig ikke blive ved.
Jeg indleder motion (egentlig på linie med træning,- der som bekendt er at
regne for doping) jeg løber og cykler, ind i mellem flere km.
Sjovt nok hjælper det ikke,- min forklaring på manglende vægttab er, at
fedtet bare omdannes til muskler,- og muskelmasse er som bekendt tungere
end fedt. At jeg primært slukker tørsten i rødvin bør ikke have nogen
sammenhæng med manglende vægttab…
Det manglende vægttab kombineret med den meget
begrænsede motionsindsats tilsiger yderligere motionstiltag. Jeg skal lige
indsparke at nedskæring på alkoholforbrug og fødeindtaget ikke er
relevant.
Jeg er derfor nødt til at gå nye veje,- finde noget
der er aktivt og givende,- og gerne lidt sjovt.
Jeg køber Inliners…..
Belært af ungens skrammer på samme instrumenter,-
samt det forhold, at jeg har set så rigelig med brækkede arme og ben,- gør
at jeg rent faktisk indkøber knæ og håndledsbeskyttere. Regner ikke med at
hovedet kan tage skade,- og albuerne er alligevel så indsunkne i fedt, at
de ikke kan komme i nærkontakt med asfalt.
Retfærdigvis skal det siges at jeg aldrig har stået
på noget lignende, har selvfølgelig kørt på rulle- skøjter som barn,- men
det var sådan nogen røde tingester man spændte under gummistøvlerne med
lædersnore og i øvrigt forsynet med boogihjul af stål uden lyd eller
støddæmpning
Det siger næsten sig selv at det skal gå galt.
Jeg stolpede ud mod vejen,- og jeg kan fortælle at
Bambi på glatis var en elegant skøjtedanser ved siden af mig. På vej ud
langs huset fik jeg overbalance og på vej bagover ramte min ene skøjte
ungens cykel der var parkeret op af huset,- denne væltede over hunden, der
selvfølgelig skulle have det hele med, herved blev han så forskrækket at
han fes ind i stuen og kravlede op i sofaen til konen og Jyllandsposten.
Han sidder der endnu.
Vel ude på vejen,- der netop er blevet asfalteret med
den dejligste nye sorte jævne asfalt,- klumpede jeg så rundt,- i øvrigt
opdagede jeg,- til stor morskab for nabokonerne der stod inde i deres
køkkener og gemte sig sammenkrummede af grin.
Efterhånden fik jeg dog rimeligt styr på det,- jeg
kører nu ind i mellem med GPS, for at måle min fart og tilbagelagt
distance,- og faktisk kommer man ret hurtigt omkring. Jeg syntes egentlig
at jeg var kommet ret godt efter det,- men jeg begyndte at få en mistanke
om det modsatte, efterhånden som naboernes unger blev ved med at komme
over og spørge om jeg ikke kom med ud på rulleskøjter. Især når de spurgte
efter mig og ikke min datter.
Jeg kan løbe hurtigere end de fleste af dem,- den
ældste er vist 8 år,- men må også indrømme at det der med at dreje og
bremse det har de helt styr på,- her har jeg noget at arbejde med,-
ligesom min jibe og tack ikke virker,- har jeg heller ikke set lyset mht
at stoppe el. dreje på rulleskøjter.
Dette er jeg dog nødt til at lære,- for som jeg sidder og skriver dette,
iført underpermissioner da tornene fra en tjørnehæk hele tiden hænger fast
i bukserne, og fruen har lovet at hive de værst og største torne ud af
ryggen og bag på lårene, kommer jeg til at mindes den tragiske begivenhed
der indtraf for to timer siden……
Jeg kom kørende ud af vores lille stikvej- var ved at
lege tagfat med 7- 8 af ungerne på vejen (det er faktisk god motion) jeg
havde nået overlydsfart og hamrede af sted….vejen støder op til en
tværgående vej,- der egentlig er stamvej til hele kvarteret….jeg hamrer
altså af sted med overlydsfart tæt forfulgt af en skræmmende 7årig på
hurtige skøjter,- nærmer mig med rasende fart tværvejen,- ved godt at jeg
anses for at være voksen og dermed pædagogisk,- eller sagt på en anden
måde,---jeg kan ikke bare drøne ud på vejen uden at se mig for. I øvrigt
kan jeg høre at der er en bil på vej. Jeg råber til den ivrige unge at
hun skal stoppe,- ligesom jeg forsøger det samme selv. Jeg har ikke en
kinamands chance for at stoppe,- og ret beset er det en manøvre som jeg
ikke behersker. Jeg løfter halvhjertet højre ben og trykker let med
bremsen bagerst på skøjten….det eneste jeg egentlig sanser er,- at bilen
nu holder stille,- at der går en ældre dame med en schaferhundehvalp på
modsatte fortov ¨….og jeg ikke har den mindste indflydelse på hverken min
balance eller hvor jeg ender……jeg kegler rundt på ét ben,- formår at holde
balancen- hoppe op på fortovet- styre uden om den overraskede hundehvalp
og den forargede kvindelige hundefører hvorefter jeg med fuldt skrue
kommer ind i blød rabat,----denne overgang til blødt underlag og momentan
neddrosling af projektilfart får mig til at falde forover og endelig at
afslutte seancen med et trapezlignende styrt ind i en tornehæk. Bedst som
jeg ligger kvejlet op der, og overvejer om det nu kan betale sig at vikle
sig ud af denne stikkende busk,- skælder hundekonen voldsomt ud,- og
hundehvalpen på ca. 4 måneder skynder sig at gøre noget ved de kløende
hvalpetænder,---de begraves voldsomt i mit højre ben. Heldigvis bliver jeg
nu reddet at min datter og hendes veninde der jo bare stoppede op på deres
rulle- skøjter og ventede til bilen var kommet forbi,- inden de indledte
den nødvendige livreddende førstehjælp til mig.
Jeg fik mig halet fri af de ondskabsfulde torne, der både var lange og
vintersultne efter kød, modtog den forventede og berettigede skideballe af
det chokerede fruentimmer.
Jeg vraltede hjem, og sidder nu og venter på at fruen forbarmer sig, og
får udløb for de medførte kvindelige sadistiske tendenser og hiver/vrider
mine torne ud.
Jeg ved dog nu hvorfor der er hul i min nye tørdragt hvis det viser sig,---fruen
har glemt en torn og den har set sit snit til at kigge ud gennem dragten.
Rent bortset fra dette lille uheld, kører træningen
planmæssigt,- om 6- 7 år har jeg nok tabt de overflødige 1o kg.
Bensen
150405 |
