skrevet den 14-01-2009

 

BTC (bensens testcenter)

Roder med finne.

 

Som jeg skrev på forum, havde jeg endelige en ½ fridag. Indledte med lidt konefaktor øvelser, dvs støvsugning, rengøring, gulvvask osv, lige rundet af med at jeg klippede græsplænen. Jeg har i øjeblikket håndværkere på matriklen, og det betyder at en hver form for mentaltræning er udelukket.

 

Men der var vind her i Århus i dag.

Og jeg er blevet lidt klogere, eller mere erfaren på min Ælling.

 

Driblede til Skæring kl 12 (som skrevet på forum) målet sammen med Gammel Nok, der også var kommet, vinden var ca 5-6 ms, skrå pålandsvind.

Jeg riggede Ællingen med 9,2 og Ole sin Star 186 med et V8 9.8.

 

Som jeg skrev om for nogen tid siden, skal man checke sit udstyr. Jeg checkede min nedhalsline grundigt, på den der måde som I uden tvivl kender. Man har egentlig givet nedhal, kigger lidt på sejlet...bestemmer sig for at det nok skal have ½ cm mere, hiver nedhaleren frem, og linen knækker. ØV.

 

Ny line i, på med cambers, nedhal, og jeg var klar.

 

Gik ud med:

52 cm standard finne.

9,2 NP slalom, bomhøjde 50 cm

Mastefod 5mm foran midten af mastesporet.

 

Viceverdensmesteren for seniorer (pensionister) planede rundt på tror jeg nok *162? (er det rigtigt Birger?) og et Rs 10,7 men hverken Gammel Nok eller jeg kunne umiddelbart komme i planing.

Sejlede ud ad i bugten, og der kom langsomt mere og mere vind.

 

Og så bliver det noget forpulet møg.

 

Kan se, at der er vind. Nu er der måske bølger på 40 cm, ikke meget mere, føler at jeg står med riggen fyldt med vind, men kan ikke omsætte det til planing. Checker meget indgående for tang, dog uden med sikkerhed at kunne konstatere om det er noget hver gang. Lige meget hvad jeg gør, virker det som om jeg har tang på finnen. Det er ikke sikkert at det er tilfældet, men fornemmelsen er der. Prøver meget,- slækker udhal max, falder af til næsten rent slør, ....lige meget, Ællingen vil ikke i planing. Og det der er mest frustrerende er, at jeg  er 100 % sikker på at der er vind til planing. Sejler ind til lavt vand,- flytter mastefoden agterover, checker at mit udhal ikke har sat sig fast, at min finne ikke er alvorligt skadet...ud igen.....prøver meget,- lige meget, det virker bare ikke.

 

Ved ikke om I har oplevet at stå med et fyldt sejl, forreste fod i stroppen, i trapez...mærker meget vind, men kan simpelthen ikke omsætte det til planing?

Ud over at det er fysisk hårdt, så er det også vild frustrerende....man fatter ikke hvad der er galt.

Jeg ved,- at jeg burde plane,- jeg ved at  jeg med min Hyper X var ræset afsted, jeg ved at jeg har trimmet rigtigt, forsøger alt, går højde, slører, lige meget, jeg står på en betonflise der ikke vil noget som helst.

Undersøger hele tiden for tang, men kan ikke med sikkerhed afgøre om jeg har noget.

 

Bliver sur, og sejler ind. Halvvejs inde kan jeg parkere bordet på en revle. Går ind efter min Select 54 finne. Bliver med lidt problemer monteret, og ud igen.

 Føler ikke at jeg på samme måde bliver bremset, men omvendt er jeg stadig ikke i planing. Kommer længere ud, og endelig, endelig, finder jeg nok vind til at komme i gang. Har en fin tur ud i bugten, vender og planer hele vejen ind.

 

Hmm. For det første er det godt at jeg giver den anden finne en chance. Den er 2 cm længere, nok lidt mere hård, uden at være rigtig hård, men umiddelbart, mindre følsom overfor tangtråde. Det vil jeg lige undersøge lidt, ved simpelthen ikke nok om finner til at jeg kan udtale mig.

Vil også have målt min standard finne ud, sammenlignet med min Select finne. www.Peterman.dk gør jo en del i den slags.

 

Hvis jeg lige skal opsummere lidt fra dagen.

 

Mastefoden skal være i midten. Det ændrer ikke væsentligt i forhold til boardets uheldige evne til at søge op i vinden. Og det sidste er et rent helvede.

Det er tilsyneladende meget følsomt overfor tang, i særdeleshed med standardfinne.

 

I øvrigt kan jeg oplyse, at det at skifte finne, væsentligt ændrede komforten i sejlads. Det blev noget hårdere at sejle mod bølgerne. I øvrigt, da jeg til sidst kom i planing, og rent faktisk havde en rigtig god sejlads, kunne jeg konstatere, at jeg kunne holde planingen i meget lang tid på helt minimale forhold.

 

Konklusionen på dagens job, må være noget med, at der helt klart skal eksperimenteres med finner.