skrevet den 14-01-2009

 

Ebeltoft en bygedag

 

Nu havde jeg jo en rimelig dag i Ebeltoft i går, og det er normalt altid således, at uagtet at man har læst og set vejrudsigter, så forventer man at det er mindst lige så godt næste gang man dukker op.

 

Så jeg kørte altså mod Ebt i dag, og det pøsede ned, til gengæld kom jeg ud af regnen efterhånden som jeg kom nærmere spottet, og da jeg ankom, var der helt tørt og solen skinnede.

 

Til gengæld:

 

Blæste det a H til, altså rigtig meget, og lige da jeg dukkede op, kom der flere ind og riggede ned, ligesom de hentede de små boards frem. Jeg havde håbet på at jeg kunne sejle med min Hyper X 115 liter og 6,2, men kunne meget hurtigt konstatere at det vist ikke lige var sagen.

 

Ude i horisonten hang en meget sort og stor sky, mest af alt en front, og jeg kunne iagttage at den kom nærmere og nærmere, ligesom vinden tiltog ganske meget.

 

En del af surferne på vandet, for der var mange, kom ind, idet ingen jo kunne vide om der ville være lyn og torden i bygen. Regnen kom, og jeg fortrak til bilen.

 

Godt forsynet med kaffe, kunne jeg sidde og tænke lidt over tingene, og jeg må nok også tilstå, det blev vist også til en lille morfar. Min bil er så viseligt indrettet, at man kan slå forsæderne helt ned, og det kan jo ind i mellem være meget tillokkende.

 

Da regnen endelig hørte op, kom vinden tilbage, og jeg måtte bare konstatere at jeg havde kørt forgæves.

 

Mens jeg kiggede, fik jeg dog optaget 10 min video, det er nu klippet ned til 6 min, og er ment som et lille stemningsbillede af en surfdag i Ebeltoft.

 

Jeg har lidt netproblemer i øjeblikket, og ved derfor ikke hvornår den kommer online, men hold dig orienteret under menupunktet video.