skrevet den
29-05-2010
En almindelig dag?
Nope, det var det faktisk ikke.
Sådan i en snæver kreds ,kan jeg da godt afsløre, at
humøret ikke er helt i top. Det er der flere årsager til, og jeg har ikke
lyst til at komme mere ind på det her, men alligevel er det en keyfactor for
dagens surftur.
I morges vågnede jeg efter endnu en nat uden så meget
nattesøvn. Gik og mulede og skulede, dels til træerne der blafrede, og dels
fulgte jeg lidt med på Sletterhagemåleren.
Nu vidste jeg at cykelhandleren var ude af cirkulation
lørdag, og det var egentlig længe side jeg havde snakket med Fisken, så
regnede heller ikke med at høre fra ham.
Og ja, hvorfor ringede jeg så ikke bare selv.
Dette skal ses i lyset af humøret i dag, så det gjorde
jeg ikke. Fruen der jo godt ved hvad jeg går og tumler med, syntes bestemt
at jeg skulle se at komme på vandet.
Du/I muler altid over at I/du ikke kan komme på vandet,
eller at det blæser for lidt. Kan du ikke lige forklare mig hvorfor du så
ikke tager afsted i dag? Har du snakket med nogen af de andre? Hvad med
Paul? Kan han heller ikke?
Hmmmmm. Problemet var jo at min hustru havde ret. Men
Humøret var bare ikke til det, eller måske var jeg ikke helt i gear.
Heldigvis blev jeg reddet på målstregen af BetteOrken.
Far! hvornår lapper du min cykel? Ok. et eller andet sted
kan jeg godt huske at hun nævnte det i går. Så jeg tøffede ud for at finde
grej til lapning af pigecykler. I ved,- lyserøde lapper, lyseøde slanger
osv.....
Midt i det hele ringede Fisken.
Han lokkede, jeg afslog. Vi havde en god snak om diverse
samfundsforhold. Vi er ikke altid enige, men vi har en forståelse for de
overvejelser vi hver især har omkring diverse forhold.
Vi havde en god snak om meget, og det sluttede af med, at
Fisken spurgte: Er du helt sikker på, at du ikke trænger til at blive blæst
igennem? Og jo, det gjorde jeg nok.
Aftalte Strandkrogen i Ebeltoft i dag kl ca 13.
Jeg var første mand, og selv om det ind i mellem blæste
helt godt da jeg kom, valgte jeg at rigge min 9,2 og den store slalomslæde.
Mens jeg var i gang, kom den forfrosne Nordmand sejlende og gik i land. Han
havde godt nok kolde hænder, og dette selv om der var 15 grader. Han sejlede
på en Isonic str lille og et 7,6 sejl og oplyste at det spillede i pustene,
men han stod stille ind i mellem.
Jeg fortsatte rigningen af min 9,2,- dette ud fra en
betragtning om , at jeg ville så overleve i pustene, men kunne sejle i
resten af tiden.
Fisken stødte til, og ikke længe efter Thomas og
Stony, der også havde læst på forum.
Jeg gik ud på min F2 og bemeldte 9,2. Efter lidt
justeringer fik jeg også kareten igang, og havde en fin planetur over til
havnen på den anden side af bugten. Lavede en jibe der sad fint, vendte og
kom i planing ingen. Men midt på gik jeg i stå. Og det var egentlig
symptomatisk for dagen. Der var ind i mellem god vind, gode striber at køre
på, men også periode hvor man var helt parkeret.
Dagen i dag bestod af gode ture hvor jeg var passende
powered op og fuldplanede, og tider hvor jeg stod helt stille.
Til sidst døde vinden en del. Hev min Starboard 160 ud af
mølposen, og havde lidt planing med den, stadig med min 9,2, men til sidst
var der heller ikke vind til det.
Overordnet set, så var det sådan en standard dag på
vandet i Ebeltoft, men stadigvæk med en stor grad at tilfredsstillelse. Fik
faktisk sejlet næsten 20 km og en topfart på over 42 km/t og det var fint i
de forhold.
Hvad der i særdeleshed var godt, var at jeg kom på
vandet, og det skyldes udelukkende Paul. Tak for det, det var en stor hjælp.