En ægte tøsedreng

Det er sgu noget mærkeligt noget.

Mystisk at jeg, der af alle, er en tøsedreng, nu har windsurfet i 10 år, og senest kastet mig over kite.

Bemærkelsesværdigt ikke mindst fordi jeg grundlæggende er bange for alt.

Det er lige fra gobler til marsvin og sæler.

Jeg er bange for vandet når det er sort. Alle der har sejlet alene 5 km fra land i overskyede forhold ved hvad jeg mener. Når vandet er sort, er det hele uhyggeligt, og man føler sig meget alene.

Og selv om vandet kan være varmt som nu, så tager man ikke lige en puster i vandet, nix, op på boardet i en fart, for der er jo fyldt med dræber tang, muslinger, sæler og sildehajer.

Når jeg tager ud og surfer (w-surf) alene og der ikke er andre på bugten er jeg hunderæd. Faktisk er det lidt af en overvindelse at komme afsted. Og tit har jeg rent faktisk haft gode ture og oplevelser.

Når man sejler sådan helt alene, så ser og oplever man tit noget helt andet end det vanlige hvor man hele tiden holder øje med de andre, og at de ikke overhaler een.

Når jeg sejler, er jeg stort set altid bange. Bange for at blive overpowered, bange for at vinden skal forsvinde, bange for at jeg skal lave et mega, monsterstyrt der gør ondt osv.

Jeg bruger så meget energi på at være ræd, at jeg sommetider er skrækslagen inden jeg overhovedet er kommet afsted.

Og det er altså trættende i længden, men jeg kan i min modne alder blot konstatere, at det ligger så dybt i mig, at jeg nok ikke kommer over det nogen sinde.

Har tit tænkt på, hvad livet ville have givet mig, hvis jeg ikke var sådan en pivfis. Og her tænker jeg altså lidt på kvinderne....hmmm.

Når jeg er ude at sufe (kite og w-surf) bruger jeg altid en masse energi på at være forberedt på at noget kommer til at gøre ondt, eller koste mange penge.

Utallige år har jeg besluttet, at nu vil jeg være lidt mere frisk, og bare give den gas, eller trække igennem i bommen, sejle i højere vindstyrker, og i det hele taget være mere modig.

Men, når jeg så står i situationen, så er der sgu ikke meget mod tilbage.

Senest har jeg været en tøsedreng i forhold til at kite, eller lære at kite. Har hele tiden opsøgt det sikre.

Der skulle helst være andre på stranden. Det skulle være gode forhold og ikke blæse for meget. Der skal være lavvandet langt ud osv.

Jeg har jo læst og hørt så meget om, hvor galt det normalt går begyndere der ikke sætter sig ind i tingene. Og når en erklæret pivfis hører og læser sådan, så tager man efterfølgende ikke nogen chancer.

Og det er faktisk ofte lidt ærgerligt.

Her i Østjylland hvor jeg hærger, er der to spot jeg har benyttet. Primært fordi jeg havde fået opfattelsen af, at man som begynder skal have lavvande og ingen sten for at lære det.

Den opfattelse har jeg i nogen grad revurderet.

Snakkede med en gut, der rent kitemæssigt er samme sted hvor jeg står i stampe.

Han sagde at han da bare gik ud, og gik det galt, ja så gik det galt.

Jammen der hvor du surfer kan du da ikke bunde, sagde jeg. Hvad hvis du mister boardet og smider dragen i vandet?

Han sejlede med hundsnor, så boardet var aldrig væk, og skulle han smide dragen i vandet, ja, så kom den vel op igen på et tidspunkt.

Den holdning gav mig virkelig noget at tænke over. For han har jo ret. Han har helt ret. Man kan også være så forsigtig at man aldrig kommer igang. Og det har tit været min lod.

Jeg har nu monteret hundesnor, og venter blot på at jeg dels har fri, dels at vinden er der. Og så møffer jeg sgu da bare ud også.

Og samme indstilling vil gøre sig gældende når jeg er sammen med w-surf gutterne. Lige så snart vi ikke sejler i direkte fralandsvind, vil jeg da også prøve med kiten.

Rent faktisk tilbyder de ofte at sætte mig op, men jeg er for ræd, for bange osv,- så jeg vælger lige det sikre. Det vil sige at jeg tager en stor slalomslæde og et passende sejl.

Næste gang tager jeg sgu det hele med ud til Ebeltoft, eller hvor vi nu skal surfe. Så må vi se om jeg er modig nok.

Bensen.

Tøsedreng.