home
home                      artikler                    om bensens.dk                albert            forum               ordbog             log              kontakt
 
skrevet den 20-01-2008

Endnu en forgæves tur til vandet.

Nu havde den fede jo lige lagt op til en gang surf i dag. Lørdag blæste det jo en pelikan, og ikke engang jeg, med min indbyggede evne til at overdrive egne evner, turde gå på vandet.

Diverse steder der gjort det til en business at forføre naive, surfhungrende ungersvende, meldte uden at rødme, at vejret i dag skulle bestå af 5-8 m/s, fornuftig temp. og i det hele taget, alt hvad et forvirret menneske med surf i hovedet skulle bruge.

Dette udmøntede sig i, at undertegnede, allerede i går, smed besked på forum, kontaktede stort set alle der nogen sinde har tisset i en neoprendragt og i det hele taget lagde op til en gang surf i dag.

Jeg har jo en del ting jeg skal have sat på plads.

a. Et stk ny GPS skulle jo gerne afprøves under realistiske betingelser
b. Et stk lynlås i et stk kitebøssedragt skulle gerne bestå sin tørhedstest
c. Et par nye 7mm vinterstøvler skulle gerne stå deres prøve
d. Fruens håneret skulle nedlægges

Og ja. Den  skrappe læser har nok allerede nu fornemmet at det ikke gik helt som planlagt.

P og jeg myldrede til Ebeltoft med en trailer fyldt med boards og sejl. Vores lokale Ib Rene´ aka Cykelhandleren havde kl 0931 målt 5 i gennemsnit med peaks på 6,7 m/s. Vores cykelhandler har været så forudseende at bosætte sig lige oppe ovenfor surfspottet, og ikke nok med det, han har på een eller anden måde, overtalt fruen til at blive vinterbader. Dette udnytter vi på grusom vis, idet vi altid beder hende checke for tang.

Meldingen der indløb på redaktionen lød altså: Målt op til 6,7 m/s, tangfrit!!

På det grundlag, myldrede P og jeg derfor til spottet for at komme til 3m/s.

Vores Ib Rene´ Ebeltoft,- blev derfor sendt til søs for at checke om der var mere vind. Først riggede han sin 9,2 RSS til. Det havde vi ingen indvendinger til. Både P og jeg var bevæbnet med tilsvarende sejlestørrelser,- men så uden varsel, begyndte han at hive et Starboard 160 ud af muleposen.
Så råbte P og jeg STOP:

Nix,- han skulle ud på et slalom skulle han, ellers ville vi både give ham buksevand og lave hul i hans board. Årsagen til dette velbegrunde krav, var selvfølgelig at vi begge ( P og jeg) kun havde slalom med, og skulle vores udsendte vinddummy tjene noget formål, skulle det være på identisk udstyr.

På grundlag af vores venlige opfordringer, tog Ib Rene´, Ebeltoft,- så til søs. Imens overvågede P og jeg vindmålingerne:
Forstået således at vi anbragte vindmåleren på køleren af min bil, tændte for varmen inde i bilen, og overvågede indefra vinddummyens anstrengelser.

Disse var forgæves, desværre.

Da han kom ind, inviterede vi os på kaffe hos ham.

Så, det blev en forgæves tur til Ebeltoft, eller gjorde det?

Ud fra en surfmæssig betragtning, ikke mindst med fokus på min liste for oven, så var det en mislykket, forgæves rejse til de fjerne surfsteder.
Men. Og det er jo vigtigt, sådan dage er jo et eller andet sted også hyggelige, ikke sådan at forstå at jeg ikke hellere ville surfe, for det ville og vil jeg. Men det er jo også windsurfing det her, desværre. Mon ikke vi alle har oplevet de forgæves ture, skuffelsen og frustrationerne.
Og dog. Sådan en tur har jo også sin charme, vi får snakket et masse, kloget om meget, udvekslet links og oplysninger.
Rent faktisk snakkede vi slet ikke om damer ( og jeg er skuffet) ud over forskellige opfattelser af konefaktoren.

Tak til Ib Rene´Ebeltoft og vinterbaderen for en hyggelig eftermiddag.