skrevet den
02-04-2010
Er lidt spændt på denne
fætter med stort sejl.
De to gamle nisser (fisken og Cykelhandleren) har jo
vredet armen rundt på mig, og jeg har nødtvunget indvilget i, at drible til
Ebeltoft for at sejle.
En nøjere analyse af vejrforholdene kl 13 hvor vi har
aftalt at mødes, indikerer at det nok bliver noget sejlads med stort sejl.
Stort sejl i denne forbindelse er altså 9,2 for mit vedkommende.
Har godt nok et RS Slalom 10 liggende i garagen, stort
set ubrugt,- det skal altså tages helt bogstaveligt, har ikke brugt det mere
end max 3 gange. Nu jeg er i gang med en salgstale vil jeg da lige
understrege at jeg sælger det for 3500 og det er skisme billy.
Nå tilbage til mine bekymringer. Vi skal altså sejle med
stort udstyr i dag. Tror dog ikke vi snakker formula, men nok de store
slalomboards og 9,2.
Og det er jeg lidt bekymret over, for ganske vidst
forsøgte jeg kun et par gange i sommers med det setup, men jeg husker klart
at jeg aldrig fik det til at virke.
En kombination af forkert trim, og det er altså ikke
forkert trim af sejlet, for er der et sejl jeg har styr på, så er de netop
dette. Næ, det er placeringen af masten, og de derudad udledte pædagogiske
udfordringer jeg imødeser med nogen bævren. Kan huske at jeg nørklede en del
med mastefodsplacering, bomhøjde, lineplacering osv, uden at jeg fandt noget
der kunne virke ordentligt. Dette kombineret med en finne jeg ikke er
specielt imponeret over, tja det gør mig noget skeptisk. Iøvrigt er
standardfinne kun 49 cm og bøjet i noget som F2 beskriver som freerace style.
En omskrivning af noget forpulet ævl, af et finnen er et misfoster, men den
knækker ikke så let når den går på sandbund fordi den er bagudkrummet. Efter
mange år med formula og racefinner, kan jeg ikke bruge det til en hujende
fis, for når jeg skal bruge finnen til at gå højde, eller redde en lidt
uheldig landing efter en (ufrivillig) tur ud over en bølge, ja så mister den
grebet med det samme. Når jeg presser den for at hive lidt højde, så skubber
jeg den væk,- en tøsefinne er det sgu.
I øvrigt har jeg konstateret at den er utrolig følsom
overfor tang og tangtråde. Da jeg ikke har prøvet med andre finner endnu, så
ved jeg jo ikke om det er boardet, eller kun finnen der er skurken i dette.
Ude i min garage, der jo er fyldt med alt muligt skrammel
som fruen mener vi skal have i haven, men ikke må stå ude om vinteren, skal
jeg nu forsøge at grave noget surfudstyr frem. Herunder også lidt finner. Da
min garage normalt er forbeholdt fars legetøj, og ikke andet, bliver det jo
noget af en kamp og en ekspedition blandt 60 m2 palmer, potter, løse
giraffer og hvad hulen der nu kan dukke op i min kamp efter efter kendt
udstyr i junglen af havemekanik. Hold da kæft hvor jeg glæder mig til at min
trailer og surfudstyr er eneste gæster i min garage. Måske kun tilsat min
elskede webergrill.
Kort fortalt, mener jeg at have en erindring om at jeg
engang havde op til flere finner i str 50-52 cm. Skal nok have dem slebet
lidt.
Vil indlede kampen efter finner nu.
Hvis der ikke kommer yderligere opdateringer i dag, er
jeg faret vild i min garage og ligger under 200 kg pottemuld eller 16
havekrukker.