skrevet den 10-04-2010

 

Flot, flot dag.

 

 

 

 

 

Her i det øst-jydske har vi i dag haft en rigtig flot dag. Vågnede op til solskin lige fra morgenstunden, og nu her kl. 1851 hvor jeg skriver på denne artikel, er solen stadig fremme. Temp. siger 8,6 grader og jeg drikker rødvin. Det bliver nok ikke meget bedre.

 

Der var ikke så meget tvivl om at der skulle sejles i dag, største udfordring var sådan set hvor.

 

Som jeg skrev på forum i går, så var der jo flere muligheder, og en del af disse blev også luftet.

 

Jeg var i dag koordinator på de forskellige spots. Noget som ellers Cykelhandleren er mester i, men i dag overtog jeg for en stund denne opgave.

 

Efter diverse rådslagninger, det gik rent faktisk ret hurtigt i dag, blev aftalen Kitebeach kl. 12. Der var lovet N-vind 5-8 og tiltagende til 8-11 m/s.

 

 

N-vind i Århus-bugten er noget både og. Den kan være fuldstændig konge, og det kan være ret stødende. I dag var det sidste det fremherskende. Uden at det dog ødelagde dagen.

 

Vi mødtes alle tre, dvs. Fisken, cykelhandleren og redaktøren for denne side. Jeg var helt overbevist om at jeg ville sejle 7,8 og min F2,- Henrik valgte en Hyper x og samme sejl, Fisken nuppede et 9,6 og sin Isonc på 144 liter.

Vi fik rigget til alle tre, og efter mit nervøse sammenbrud over mit GoPro i går, var det med spænding at jeg forsøgte igen. På med snublekysen (hjelmen) tænde kameraet og af sted.

 

Allerede nu kan jeg afsløre at, der rent faktisk kom noget ud af det. Ikke at optagelserne er specielle gode, men jeg laver alligevel en bette film med det, primært for at holde mine ungpigeagtige evner udi klipning af surffilm ved lige, samt for at vise hvordan et GoPro kamera optager.

 

I øvrigt er der en optagelse der ret godt viser hvordan det føles at sejle 43 km/t på et board. Mange har jo spurgt mig herom, og nu kan man så se det. Ikke at der er noget nyt for læserne (antager jeg) men for ikke surfere er det jo nok ret sjovt. Om ikke andet, så kan man da se at det var en flot dag.

 

Som det vil fremgå af filmen også (når den bliver færdig) var også Den 51 på vandet i dag. Da jeg kom ud, efter at have vadet 322 meter ud, stod han og fremviste stolt sit helt nye formula board. Og indrømmet det ser meget spændende ud. Konstruktøren er den samme som har konstrueret mit F2 board. (uden sammenligning i øvrigt) På et tidspunkt skal vi have skrevet lidt mere om Thomas´ nye board, jeg ved blot ikke så meget endnu. (Thomas kan du ikke sende lidt info omkring det, og hvorledes du har oplevet det?)

 

Som nævnt, jeg gik ud med mit F2 og 7,8, og var noget "overfinnet" idet jeg havde min Selectfinne på 54 cm på. Ville lige undersøge hvordan den spillede med 7,8 og i de forhold.

 

Lidt om forholdene: Godt nok lovet N vind, men den var nok lidt i retning af NNW i stedet. Det betyder at den var en anelse ud af stranden,- og betød også at den var lidt.....ok,    meget stødende.

 

Strandstartede, kom i trapez fodstropper og planede med det samme. Der var en smule krapsø som jeg på vej op i bugten sejlede imod. Dog ikke så meget at var noget stort problem. Vinden som sagt noget stødende, og i øvrigt en del af den da man kom lidt ud, men alligevel en form for kontrolleret sejlads...altså så meget som jeg nu kan have det!

 

Skulle lige forsøge en jibe,- røg i baljen. I øvrigt er det slet ikke let at vandstarte med en hjelm og kamera på hovedet. Man skal hele tiden passe på ikke at stikke kamera igennem sejldugen, eller for den sags skyld,- ikke komme til at slukke utilsigtet for molevitten.

 

Fik lavet en vandstart der dog endte med at jeg godt nok kom op på boardet, men sejlet endte i vandet. I øvrigt ret symptomatisk for dagens sejlads. Jeg fik det aldrig til at spille ordentligt i dag. Det blev en meget rodet affære, hvor jeg tilbragte megen tid med vandstarter eller at hive riggen op, for ikke at snakke om alle de gange jeg blev fanget i linerne og tumlede rundt i sejlet. Nogen elegant sejlads var det for mit vedkommende bestemt ikke.

 

Efter at jeg havde en god snak med sejlet,  jeg netop havde dumpet i forbindelse med min vandstart, skulle jeg jo ind mod udgangspunktet.

Kom i planing, og det gik altså meget stærkt på vej ind. Der kom nogle områder hvor det virkelig blæste igennem, og jeg var nødt til at tage højde for at komme igennem. I de situationer kunne jeg sagtens mærke at jeg havde alt for stor finne på. Bevares det var jo lækkert med den gode højde, men det var ikke så sjovt med fornemmelsen af, at jeg kunne lette hvornår det skulle være, ligesom jeg fornemmede en vis opbremsning i nogen situationer.

 

 

Kort og godt,- jeg sejlede ind og skiftede til standardfinnen på 49 cm.

 

Kombinationen af denne finne og mine mangler som windsurfer....tja det var sgu ikke nogen god oplevelse. Selvfølgelig kunne jeg mærke at jeg nu havde 5cm mindre finne i gumpen. Og især at den havde en facon, der gør at man kan træde den væk som ingenting. Især det sidste drillede,  fordi i pustene ville jeg jo gerne overleve på at gå lidt højde. Hver gang jeg forsøgte dette , skred bagenden bare ud, dette uanset hvilke eder jeg udstødte,  eller hvordan jeg forsøgte at lægge vægten på boardet. For at sige det på jysk, så var det sgu en anelse træls.

 

Noget andet jeg måtte sande, var , at den der ene cm jeg sparede på nedhal,- det var ikke det rigtige i disse forhold. Husk på,  at da vi riggede var der nogen tvivl om hvorvidt det var det rigtige sejl.

 

I dag sejlede jeg med meget lange trapezliner. Det er både godt og skidt. Det giver jo en sikkerhed i forhold til at komme væk fra riggen og dermed kunne holde sejlet når det piver. Omvendt har det jo den bieffekt, at man let kommer til at hænge i armene i stedet.

 

De få km jeg fik sejlet i dag, var sådan set ok. Det gik pænt hurtigt til tider, men sådan den der lethed i sejladsen, den fik jeg aldrig i dag.

 

Set i bakspejlet, havde et helt geniale setup i dag nok været min Hyper med 7,8 og en 44 finne.

 

 

Måske jeg skal til at indse, at når jeg sejler 7,8 så skal det være på min hyper, og så må vi se at få min F2 til at virke sammen med 9,2.

 

Jeg har siden feb. været i gang med at cutte,- har ind til nu tabt 11 kg. I løbet af dagen indtager jeg derfor ikke meget føde. Det er selvfølgelig herligt set ud fra en vægttabs synspunkt, men rent surfmæssigt er det noget skidt. Det betyder,  at jeg , alt, alt for hurtigt går død. Da jeg i dag gik op, var jeg lige ved at besvime af anstrengelse, og jeg har altså ikke sejlet ret langt i dag. Må nok lige leve med de ulemper, indtil jeg har tabt så meget, at jeg er normalt overvægtig igen.

 

 

Også i dag, var jeg den første til at stoppe, af ovennævnte årsager. Mens jeg sad inde, kunne jeg iagttage Fisken og Henrik. Og må indrømme at jeg er meget imponeret. Jeg tror aldrig,  jeg har set nogen sejle så stærkt før. Det gik helt eminent hurtigt. Henrik sejlede ubetinget det hurtigste jeg nogen sinde har set ham sejle. Han indrømmede også bagefter at han havde holdt vejret i ca 10 min af bare rædsel. Fisken kan man aldrig helt regne med, for han sejler jo hammer godt, og langt, og ikke mindst hurtigt, men tror nu også at han var oppe at toppe noget personligt

 

 

Som jeg var inde på, kommer der lidt video af dagen. Ikke nogen særlig god film, men den viser dels at det var flot vejr, og dels hvordan det er at sejle over 40 km/t. Det sidste er noget mange begyndere og ikke windsurfere spørger om.

 

Jeg er nødt til at oprette en ny videoside. Den gamle er til dels ødelagt, og jeg kan ikke oploade til den mere. De oprindelige film findes stadig her, så dem lader jeg ligge.

 

Der kommer i stedet et link i menuen der hedder ny video eller noget i den retning. Skal så lige overveje om den skal være tilgængelig for alle, med de muligheder der er for at ødelægge den også.