skrevet den 14-01-2009

 

Glad for to?

 

Ja der jo normalt et dilemma som kvinder skriver om på diverse brevkasser. Ikke at mænd har det problem, de er mere interesserede i noget.....hm...andet.

 

 

Rent surfmæssigt er jeg glad for to. Min Ælling og min Hyper X.

 

Efter at jeg i ret van(d)skelige forhold var ude på Hyperen i går, har jeg nu et virkeligt dilemma, for de ligger alt for tæt på hinanden.

 

Ællingen på 144 liter og Hyperen på ca 120-130 liter (lidt afhængig af hvor man læser) I sådan noget skrummelsø som det vi sejlede i lørdag, så er jeg glad for at jeg valgte Hyperen. Den mindre bredde var afgjort en fordel. Faktisk burde jeg jo nok have sejlet med min 115 liters, men det turde jeg ikke. Del fordi det så både vådt, ondt og grusomt ud, dels fordi jeg frygtede at jeg ville komme til at bade alt for meget. Ikke at jeg plejer at styrte når jeg sejler, det er meget sjældent og skyldes udelukkende et uheld når det sker, men når jeg skal vende så ryger jeg normal i baljen på det lille.

Nu var der så meget vind i går, og dette kombineret med forholdsvis kraftig sø, umuliggjorde alligevel at lave en snorestart. Og så kunne jeg jo lige så godt have valgt det lille board. Når der var så godt doseret med vind, er vandstart jo ikke noget problem. Til gengæld ville jeg så nok ikke have haft fornøjelsen af at sætte et par jibes.

 

Nu har jeg de sidste måneder, helt præcis siden maj måned, udelukkende sejlet med Ællingen. Da jeg så i går stod op på Hyperen, så var det lige som at komme hjem igen.

Næste gang jeg skal ud, vil jeg helt bestemt overveje den.

 

De seneste måneder har boardet ligget i en bag´ omme bag mit formula der jo også har smægtet et ensomt liv bagerste i garagen.

 

Nu spiller selve sæsonen jo også ind på valg af board. Det har været således, at jeg heldigvis har kunnet benytte Ællingen rigtig meget. Det betyder i praksis at der har været vind mellem 6-10 m/s det meste af tiden. Inden for det vindområde er Ællingen rigtig god. Men. Jeg ved faktisk ikke om den er bedre end Hyperen når det kommer til stykket?

 

Jeg har før i tiden grinet af folk der kom slæbende med gammelt udstyr, også selv om de har forklaret at de bare er så glade for det board og ikke nænner at skille sig af med det.

 

Nu står jeg akkurat i samme situation. Hvad skal jeg stille op med det ene board. ?

 

Heldigvis viste der sig en løsning her i eftermiddag. BetteOrken meddelte at den var yderst utilfreds med at jeg har solgt hendes store begynderboard.

 

Jeg tror at hun er kommet dertil,  at hun vil kunne have god fornøjelse af netop en Hyper X på ca 130 liter og et sejl på omkring 4 ms til en start. 
Så det bliver nok hendes, og så må vi se om faderen kan få lov at låne det ind i mellem.

 

I øvrigt har jeg aldrig fået opklaret hvilket board der med mig, er hurtigst i opplaning. Er stadig ikke helt sikker på at Ællingen vinder.

 

Uanset hvad, så er jeg altså glad for dem begge, og vil ikke tage afsked med nogen af dem. Og som trofaste læsere vil vide, så er det højst usædvanligt for mig.