skrevet den 03-05-2010

2 gnavne gamle mænd og en ballongeneral. Del II

 

 

 

I dag er det lørdag, klokken er 10 og jeg er endelig kommet ud af køjen. Ikke at jeg normalt feder den om morgenen, faktisk er jeg morgenmenneske…det sidste skyldes til dels, at til trods for at jeg er på toppen rent fysiologisk, har enkelte skavanker dog indsneget sig, den ene er at jeg skal op om natten, og den anden…….øh pyt med den.

I nat har jeg ikke været oppe, ligesom jeg kun har vendt mig i køjen, når konen ville vende mig,- og sagt i fortrolighed,-  hendes begejstring over at blive vækket hver gang jeg ville skifte sovestilling,- ja den var sådan set til at overse,- hvis jeg kan udtrykke det sådan?

Nu var hun i forvejen en smule pirrelig, idet jeg angiveligt har snakket i søvne, og ordet DRAGEN er blevet mumlet mange gange, hvorfor hun har taget det personligt ved jeg ikke……officielt. I øvrigt har jeg også en datter, hun benævnes i daglig tale BetteOrken….

Nok om det. Resten af familien var stået op, jeg lå og havde ondt af mig selv, og havde sikkert ligget der endnu, men så kom min hund ind til sengen, smaskede snuden mod min, og sagde med bestemt udtryk: Kammerat hvis jeg ikke bliver luftet NU, svarer jeg ikke for følgerne. Og belært af dårlige erfaringer fik jeg kæmpet mig ud.

Årsagen til al den selvmedlidenhed?

Jeg var på kitekursus sammen med den anden gnavpot og Ballongeneralen.

 

Det var sjovt, hårdt, skægt, dødssygt, spændende og frustrerende. Alt sammen på en gang.

Nu skal I huske på at vi to gamle gnavne mænd som udgangspunkt anser kitesurfing for en bøssesport for tøsedrenge. Færdig.!!

Denne udtalelse måtte vi gentage mange gange for os selv i går, men vil dog hårdnakket fastholde den. Av.

 

I øvrigt måtte den stakkels Ballongeneral holde for i går, ind i mellem glemte Fisken de gode manerer´og udtalte sig bestemt og utvetydigt om kitere, havet, instruktører, DMI osv….ikke at jeg var uenig, men min velopdragne og rolige attitude forbyder mig at komme med den slags udtalelser, med mindre selvfølgelig,- det er min tur til en slæbetur efter den dødssyge bøssedrage der ikke fatter en skid!!!

 

Måske jeg lige skal spole tilbage til Ahl i går eftermiddags. Vi havde aftalt af mødes kl 15. Det lykkedes Fisken at komme en time for sent, det blev han så venligt mindet om resten af dagen, ligesom han nu ved alt om hvordan man pumper drager, idet vi valgte at pumpe 4 stk op.

Forud for dagens kursus have Ballongeneralen og jeg snakket hvad vi gerne ville have gennemgået i løbet af dagen.

Det er nemlig sådan, at både Fisken og jeg, er den analyserende type, der gerne vil forstå tingene, det er vi så tit kommet galt af sted med,- især i forhold til kvinder, men det er jo en anden snak…..Ja I ved jo nok hvad jeg mener?

På grundlag af lidt gnavpotsnak, kunne jeg overbringe Thomas hvad vi ønskede, og dette sammenholdt med de tanker han havde til det dette kursus, blev så omsat til dagen i går,- og derfor har jeg nu ondt i kroppen og  derfor syntes at det er synd for mig, og….derfor….

 

Vi startede ud med lidt kitekontrol i vandet, i øvrigt blæste det helt godt ind i mellem. Jeg kunne med det samme mærke, at alt hvad jeg havde lært sidste gang,- …….var helt væk. Jeg smadrede dragen i vandet hele tiden, gjorde det hele forkert, og var vildt arrig. Det skal siges at Thomas tog det pænt.

Efter lidt tid kom fornemmelsen dog tilbage og både Fisken og jeg havde rimeligt styr på det. Tid for bodydrag!!!

Sidst meddelte både Fisken (nok mest Fisken) at det gad vi sgu ikke. Det havde Ballongeneralen aldrig været ude for før, så det var sådan lidt forsigtigt at han foreslog bodydrag…..Ja, ja kunne det ikke være anderledes så kunne vi da godt føje ham. Først et par ture hvor vi havde ham hængende på ryggen og råbe ind i øret, ..Sort…..Rød……Sort….Rød.

Noget ensformigt.

Vi overbeviste ham om at vi godt kunne kende forskel på sort og rød, så vi ville lige prøve uden oppakning (ham altså)

Jeg lagde ud med en god tur, fin kontrol og lidt kedeligt. Tilbage med Dragen (altså ballonen, ikke konen) i kl 12 og traske retur til udgangspunktet. En tur mere, og nu skulle den have lidt gas syntes jeg, ikke mere tøsetræk, nej fanme ned i zonen så man kunne få lidt fart på kareten. Jeg mener selv at jeg kom 4 meter op i luften inden jeg landede på hovedet, Fisken mente dog kun 3 meter, men han kom for sent så hans mening tæller ikke.

Da vi på så strålende og overbevisende vis havde bevist at vi beherskede bodydrag, syntes Thomas at vi skulle holde en lille pause. Skidt, hvis han gerne ville, så kunne vi da godt.

Vil lige indskyde at hele dagen var vinden meget stødende og skiftende både i vindretning og styrke.

 

Efter at vi havde holdt lidt pause og gnasket chokolade forklædt som energibarer i os, fortalte Ballongeneralen at nu var vi kommet til øvelser med boardet. Ved ikke om han havde forventet protester, men nej, det var jo netop det vi var på kursus for,- ikke alt det andet pjat som at styre drage osv. Nix, stik os et board så skulle vi fanme vise hvad sådan et par fuldmodne, erfarne prægtige eksemplarer af hankønsracen kunne stille op med det. Og det blev senere helt klartlagt. Faktisk fuldstændig. Ingen tvivl. Helt overbevisende.

Ude i vandet, på sikker afstand af joller, bundgarnspæle og lign faste genstande, gik vi gang.

Nu kunne jeg skrive en helt masse om hvilke styrt vi lavede, alle de fejl vi lavede, det vand vi slugte, de fisk vi skræmte, slag vi tog osv. Men egentlig tror jeg at alle der har startet har lavet det samme.

 Dog tror jeg at Fisken måske slog min højderekord på et tidspunkt, under alle omstændigheder skal han have højere karakter for udførelsen.

Under hele denne seance med boardet, der meget hurtigt blev til en indædt kamp for os to gnave gamle mænd mod dragen og boardet,- begyndte Ballongeneralen at fnise og grine ( tsk tsk ikke professionelt) og han øffede noget om at han begyndte at forstå vores tilnavn, ligesom han faktisk grinede højt når vi udtalte os i lidt bestemte retninger omkring det forpulede møgdrage, der ikke anede en kæft om at samarbejde med det skide bræt osv….Vi fik at vide at det var skidesjovt at overvære os og faktisk også at vi arbejde på had. Vi hadede dragen og boardet, hinanden, vandet, ALT.

Og det har han ret i.

 Men det der faktisk bare skete, var at vi gik 110 % ind i opgaven, og den skulle bare have en på skallen. Og når to gamle gnavne mænd virkelig går i gang, ja, så går det bare ikke stille af. Heldigvis var der ikke små børn på stranden der kunne blive skræmte af sprogbruget og lydniveauet i det hele taget,- og Thomas havde under vores pause fundet det nødvendigt at oplyse lidt om det utilpassede unger han arbejder med til dagligt, noget med at de klipper ting i stykker, eller på anden måde er utilpassede…….måske han nævnte disse ting, fordi han havde en forudanelse om den situation han ville komme i, når vi skulle til at arbejde for alvor, måske fordi han skulle tanke selvtillid forud for opgaven, jeg ved det ikke?

Men jeg ved at det var hamrende sjovt, frustrerende, hårdt, spændende, og mest af alt. Fucking sjovt.

Vi havde det sådan, Fisken og jeg, at nu skulle vi F…. vise den elendige vind hvordan man gjorde det.

Da vi var færdige, skændtes vi lidt om hvem der havde sejlet længst. Jeg sejlede 8 meter men Fisken påstår hårdnakket at han sejlede 8½. Ballongeneralen vil ikke udtale sig, ud over at medgive at der er blevet sejlet omkring 8 meter. Tøsedreng.

 

Evaluering efter et specialkursus for 2 gnavne gamle mænd.

 

Supergodt kursus, der lige akkurat har været tilpasset vores ønsker og formåen.

Thomas har formået at presse os videre når vi selv har været lidt usikre på egen formåen,- dette har været rigtigt godt, for ellers var vi nok i gang med trainerkiten stadig.

Stor ros til Thomas for at holde os ud, ved godt at vi kan være lidt gnavne, især Fisken.

Vi er meget tilfredse med indhold af kurset, og vil på det stærkeste anbefale Thomas Lucas som instruktør.

Når han kan klare to gnavne gamle mænd, ja altså mest Fisken, så kan han klare alt.

 

 

 

Mange tak for sjove kursustimer.

 

2 gnavne gamle mænd

www.bensens.dk

 

PS: Vi har bestilt en dag mere for sjov, men hvor og hvornår...snart!