skrevet den
06-05-2009
En god oplevelse, og en
dårlig
Den gode oplevelse først. Jeg var ude at sejle i går.
Det var godt, det var en god oplevelse.
Jeg ødelagde min video.
Det var skidt, det var en dårlig oplevelse.
Den gode oplevelse først.
Havde aftalt med Henrik at vi skulle mødes et nyt sted kl
1730. Det nye sted valgtes af flere årsager, men konefaktoren var afgjort
til stede.
Ikke min, men cykelhandlerens.
Det var noget med at fruen i huset, altså Henriks, ville
være kaptajn også uden for hjemmet, så hun havde tilmeldt sig et
kajakkursus, idet tiden var kommet til at være skipper i eget fartøj.
Henrik var derfor lidt tidspresset, og derfor valgte vi
et alternativt sted.
I øvrigt ganske fornuftig disp. idet vinden over dagen
havde været meget kraftig fra en vestlig og senere lidt mere nordlig
retning.
Vi ankom samtidig, og da Henrik straks meldte ud, at der
højest kunne være tale om en time PÅ vandet, ja så var det bare med at få
rigget til.
Lyntilrigning, det blev min X og 44cm finne samt 7,8.
På med dragten, sætte SDkort i video og ud.
Det blæste noget stødende i omregnen 6-10ms, hvilket var
årsagen til at jeg valgte den lille finne. I øvrigt var der fralandsvind.
Vel ude kunne jeg (atter) iagttage Henrik komme i
planing, mens jeg selv kun kunne fedtplane. Noget frustrerende, for der var
vind, og nogen steder fin vind. Havde sådan et par småforkølede planeture,
men fik aldrig rigtig glid i skøjten. Ok planede, men skulle bruge meget
teknik og tilbageholdt åndedrag for at holde skuden i planing.
Valgte derfor at sejle ind igen for at skifte finne. Det
tog så lige ca 15 min at komme ind, idet jeg jo ikke kunne holde ret meget
højde med den lille finne, ligesom jeg selvfølgelig kom ind i et vindfrit
bælte.
Endelig på stranden skiftede jeg finne til en 52 cm
Draketing, begav mig udaf igen, men blev anråbt at en frustreret grundejer,
der absolut ikke syntes om vores parkering. Jeg lovede bod og bedring, var
stort set villig til at love alt, bortset fra at stemme på Helle T,- blot
for at komme ud på vandet.
Da jeg havde modtaget hvad grundejeren anså for en
passende skideballe, kom jeg ud. Og stort set i planing med det samme.
Der var desværre lidt sø, jeg tror at der var både 5 og 7
cm bølger...så. Nej. Det var helt igennem godt. vinden selvfølgelig lidt
springende som altid i fralandsvind, men i næsten fladt vand, tja så er det
jo bare at komme i gang.
Indledningsvis havde jeg lige lidt problemer med at finde
en god planestilling,- I ved det der med at få stillet sig rigtigt så man
ikke bruger kræfter, ikke spænder i ryggen osv,- egentlig lidt som når man
finder en slags hvilestilling med speederfoden.
Fandt endelige det rigtige, og så var det med at give
gas. Der var ind i mellem lidt gode pust, og kom da op at ride på finnen et
par gange, herligt.
Lykkedes også at lave spinn out,- I kender det sikkert,
man råplaner afsted, pludselig spinn out, hugger ud af trapezlinen, men
bliver i fodstropper og planer videre,- efter lang og sej kamp får man
endelig rettet boardet op og kan hugge i trapezlinen igen. Lige frustrerende
hver gang, men da der ikke var nogen bølger var det jo noget lettere at
rede.
Når man kom i gang havde man ca 1 km ren vind at fise af
på, så skulle man vende. Nu var det jo lige indlysende, så jeg øvede lidt
jibes. Havde et enkelt rigtigt godt, og ellers en succesrate på omkring 80%
hvilket jeg var godt tilfreds med.
Nu løb vi jo hurtigt tør for tid,- desværre, men omvendt
kan man sige, at en så god dag, så var det ok. Tingene og spottet, samt
trimmet spillede rigtigt godt, langt bedre end jeg havde forventet. Så en
rigtig god oplevelse.
Hvad der derimod var ærgerligt var at jeg formodentlig
har ødelagt min minvideo.
Bedst som jeg sejlede opdagede at bagstykket var åbent.
Det betyder at dervar kommet vand ind i det hele, printkort, modstande,
dioder og alle de små kinesere der sidder derinde og styrer tingene.
Lige så snart jeg kom hjem gik jeg igang med at tørre
tingene.
Her til morgen virkede det stadig ikke. Jeg har derfor
skilt det så meget ad som jeg kan.

Taget for en time siden
Tørret med fruens hårtørrer, forsøgt at spritte af, men
det virker stadig ikke helt.
Kan ind i mellem godt starte det, men det vil ikke virke
når indsættes i kassen. Lader det nu tørre lidt mere, og så må vi håbe det
bedste.
Men p.... ærgerligt, for jeg var på sporet med noget.
Lige nu og her gider jeg næsten ikke til at købe et nyt, vente på tolden
osv,- så jeg tror at min videooplevelser set fra et surfboard er ved at
rinde ud.
Surt, for det var ret sjovt at rode med.