Hvorfor?

Bruger en gammel tyk fyr som mig så meget tid på windsurfing, og for den sags skyld, på denne hjemmeside?

Tja og jo.

Som jeg et eller andet sted har skrevet, så har jeg jo en fortid som lystbådsejer. Er stort set opvokset i sejlbåde og joller, og har derfor på en eller anden måde fået det ind med modermælken. Da jeg af forskellige årsager valgte af stoppe med sejlbåde, opstod der jo et vacum, hvor jeg dels lige pludselig havde lidt tid til overs, dels meget hurtigt kom til at savne nærværet med havet.

Det første, det der med at jeg havde tid til overs, det kunne jeg jo godt se kun ville være at meget kort varighed, al den stund at fruen i huset er verdensmester i at sætte mig i job. I øvrigt ved jeg ikke hvor det stammer fra, men alle gifte kvinder besidder den egenskab, måske der er et skjult kapitel i ægteskabsløftet?
Mit ophør med sejleriet faldt sammen med at jeg havde overlevet første istandsættelse af et ældre hus vi havde overtaget. Nu ligger der afgjort ingen skjult håndværker i mig, og min lyst til at male, lægge terrasser, skifter tag, lægge gulv osv kan ligge på et meget lille sted.

Jeg valgte derfor at tage en puster og startede som bekendt med surfkursus osv.

Jeg blev efterhånden bidt af det. I starten var det stædighed der var min motivationsfaktor. Det kunne simpelthen ikke passe at et aflangt stykke plastic skulle bestemme. Senere da der kom en anelse styr på tingene, kom landvindingerne jo i hurtigere tempo. Det var rasende sjovt med de første trapezstyrt, senere problemer med at komme i fodstropper, og endelig,- den orgastiske fornemmelse efter første 400 meters planetur.

Så kom der en lang tid hvor der egentlig ikke kom landvindinger, jeg blev langsomt mere fortrolig med det at surfe. Min komfortzone blev langsomt udvidet, og dermed også mit surfområde. Jeg gik fra at tøffe 300 meter fra stranden til at plane 3 km fra land. Det kom langsomt, men heldigvis fik jeg overkommet den hurdle.

Det var i denne periode at jeg begyndte at blive fortrolig med (ikke misforstå med god) windsurfing, lærte lidt om trim, sejlmærker osv. Og det var også i denne periode hvor jeg virkelig hærgede igennem. Jeg knoklede bare på og ødelagde for en masse penge. Jeg ødelagde også mig selv. Kvadrede mit knæ, og det er aldrig kommet i orden igen. Jeg skiftede boards og sejl i et tempo der får konens skoindkøb til at ligne amatørindkøb (hvad det absolut ikke er)

Det var jo både sjovt og spændende med alle de forskellige boards, det var sådan set også sjovt at smadre så meget, for det stoppede mig på ingen måde. Jeg havde i en periode ry for at sejle igennem, og det gik altså primært på at jeg smadrede det hele. Ved ikke hvor mange boards jeg har haft, men nok omkring 20.

Hm laver sgu en liste.

Techno 293	Presto	Techno Formula (3 stk)
Techno 130 liter( 2stk)	F2 108 liter	Hypersonic 105
* 175 (2 stk)	*147	*159
*Free Formula 158	F2 formula	Jp 157
Bic Blast	Bic Blast 140	*160
Tiga 200 (Mettes)	Tiga X 115	Tiga X130
Isonic 144	Apollo	Bic 160

Æv, det blev så til lidt flere. Gider ikke tænke på sejl, det kan jeg ikke overskue.

Hele tiden har jeg haft for øjet at det skulle være sjovt, eller nærmere...sjavt. Ved godt at I er ved at være trætte af at høre om det,- men netop det sjove,- legen har været min drivkraft. Lige så snart jeg har har haft noget der ikke virkede, eller for mig var dumt, er jeg gået videre. Eksempler på dette er min formula 159, F2 formula og Apollo. Det virkede var ikke for mig, og derfor videre. Jeg er heldigvis så privilegeret at jeg har økonomisk mulighed til at skifte når det passer mig. Det ved jeg godt kan være svært for nogen, men netop det faktum har så givet anledning til mange forskellige setups og dermed artikler.

Og nu er vi ved at være ved kernen af det hele. Legen.

Det er netop det at man som voksen stadig har mulighed for at lege. For sådan opfatter jeg min surf. Efter så mange år på vandet med windsurf, kan jeg med fuldstændig overbevisning konstatere at jeg er aldeles talentløs, og formodentlig aldrig nogensinde vil lære det bare rimeligt. Det uheldige faktum skal dog på ingen måde forhindre mig i at have det sjovt når jeg sejler.

Jeg har for længst accepteret at jeg ikke kommer til at sejle hverken langt eller hurtigt. Og i min alder er der også ok. Så længe jeg syntes at det er sjovt så har jeg tænkt mig at blive ved.

Godt nok er min "hærgefase" til dels overstået, kan faktisk ikke lige på stående fod huske hvornår jeg sidst har smadret et board eller sejl ved at sejle med det. Nu er smadring ikke et parameter i sig selv.

Det der især gør windsurf tiltrækkende for mig, er at jeg har en flok ligestillede gutter jeg surfer med. De er lige så gamle som jeg, men dog langt bedre surfere end jeg.

Jeg syntes at det er sjavt når en flok midaldrende mænd kan hygge sig med lidt vandplaskeri, også at vi kan udveksle tanker, ideer og teorier i et væk.

Når jeg kigger tilbage fra min spæde start sammen med Bob min gamle makker (der nu jagter fynske piger og i fritiden læser til læge) hvor vi i to år tumlede rundt som kegler uden den fjerneste ide om noget, over min hærgetid sammen med Bob og En Fisk, til nu hvor jeg tuller rundt på et stort slalomboard,- ja der er sket meget. Men stadig, det er sgu sjovt.

Det, at man som voksen stadig kan få lov til at lege lidt, glæde sig til at komme ud, hygge sig med at blære sig overfor de andre, nyde gode styrt, læse og kloge over tingene. Tja det giver mig en masse. Mit frirum hvor jeg kan være den lille dreng der er gemt under det velpolstrede ydre.

Så mit motto: Det skal være sjavt................det holder stadig.....for mig!