skrevet den 04-01-2012

Kite i Skæring

 

 

 

 

Flot og blæret overskrift, og ok, det er nok så meget sagt. Men jeg var da på/i vandet, iført fuld feltmæssig udrustning incl hjelm og vandtæt ur (med sommertid)

 

 

Er begyndt at arbejde på en lidt anden vis, der blandt andet betyder at jeg har fri nogen timer midt på dagen. Disse kan jo så passende benyttes på surf og lign.

 

 

I nogen tid har jeg været småskadet, og derfor ikke været på vandet i snart 3 uger. Eneste motion har været når fruen har sat mig i arbejde med onde pligter på hjemmefronten, så som støvsugning, tøjvask, gulvvask osv. Ingen kære mor her, og en hver snak om dårlig skulder er blevet afvist.

 

Har haft fravalgt windsurf i en periode pga samme skulder, og nu ville jeg så se om kite var bedre, umiddelbart er det jo ikke nær så hårdt ved arme og skulder.

 

Havde en løs aftale med en kollega, en Thomas,- om at vi skulle på vandet i dag. Kl 10 var det diset, blæsende og på alle måder utiltalende at begive sig uden for synsvidde af en sofa. Dog var det ikke koldt.

 

Ham Thomassen ville det anderledes. Uanset hvor meget jeg pev, blev han ved med at plage og pirke til mig. (tak for det)

Sagen er, at samme Thomas har købt en Chrono 12, og den har simpelthen brændt i lommen på ham. Han har været helt vild efter at få den afprøvet.
Ok, jeg har jo een helt magen til, og har kun prøvet den i ganske kort tid. Ca 10 min, og ikke nået at få noget indtryk af den, ud over at der godt nok skal meget luft i sådan en luftmadras.

 

Vi mødtes derfor kl ca 11 i Skæring i går. Målte vinden til ca 6 m/s men noget stødende.
Satte Thomas op, og gik i gang med det farefulde og komplicerede arbejde med at puste damen op, samt fordele diverse liner hensigtsmæssigt.

 

Thomas havde sat en krog i sandet, så op på højkant med fru Svendsen, hen til CL, konstatere at kiten var bakket ind i noget siv. Hm, ikke så godt. Tilbage om stille den rigtigt, galopere hen til CL, hugge ind, og gøre fru Svendsen luftbåren. Ok, der var godt nok træk i bæstet nu, gav godt med depower og tøffede ud i vandet, iført min gigantiske havelåge. Det meget store board fra AB, som jeg har haft stor glæde af.

 

 

Kom ud til vand til livet,- jeg har fået god respekt for lavt vand efter mit knæstunt, huske på min remse som Ballongeneralen har tæsket ind. "Stille og roligt...."

 

Hm, det startede ikke helt godt, for jeg lavede lige en forlæns salto over boardet som opvarmning.

 

Nå, der er jo ikke første gang. Prøvede igen, kunne mærke at jeg nok ikke skulle have spist så meget morgenmad, eller i det hele taget, ikke skal spise så meget,- maven er noget i vejen for knæene når man skal have boardet monteret på fødderne.

 

Stille og roligt, kom op, fik en ok stilling, holdt lidt højde ud,  parkerede kiten, og havde en fin tur syd på mod Studstrup.

På turen på måske en km, ved det ikke, var vinden meget svingende. Nogen steder var der rigtig god vind, og jeg endte i en slags skovskiderstilling, dvs gumpen i faretruende nærhed af vandet til luv, knæ i nærheden af min næse, arme strakt til det yderste, og en meget låst attitude med forstenet blik.

Hjerne tænkte jeg. Hvad gør man nu. Jeg har overlydsfart, bommen er skødet helt ud, kanter alt hvad jeg kan, og dør sikkert om 2 sekunder. Fik dog kørt dragen lidt op i retning af kl 12 og gassen gik af. Men aner faktisk ikke hvad man ellers kan gøre, fortsatte dog ufortrødent den farefulde færd.

Besluttede at forsøge at vende, kørte kiten op i 12, strakte bagerste ben, ned i knæ, og den fineste flyvetur den anden vej, dog med hovedet forrest. Hmm, nok ikke helt rigtigt udført.

 

Nu skal man jo huske på, at jeg er en helt uegnet begynder, uden en kinamands ide om hvad det der kite går ud på.

Derfor har jeg en del udfordringer.

 

1. Jeg har en god og en dårlig retning.
Starter rimeligt på stb halse, og det kører fint.
Har svært ved (føles ikke naturligt) på bb halse og her skal jeg have flere forsøg, men sejler dog uden problemer når først oppe.

2. Kan ikke vende

3. Har svært ved at finde en god stilling på boardet når jeg sejler, lidt for meget " Gravid gorilla der parrer sig med en badebold" stilling.

 

I øvrigt kan jeg ikke forstå hvorfor kiten bakker ind i zonen når jeg har stillet den på tippen ved start? Nogen der kan forklare mig det?

 

 

 Tror snart jeg skal have det lille board fundet frem, må alt andet lige, være lettere at stå på når der er lidt bølger.

 

Og den med mit surf ur. Det lå i en taske, så jeg tog det jo bare på da jeg skulle afsted.
Som nævnt har jeg fri midt på dagen, men er jo nødt til at holde øje med klokken og da mit ur sagde at kl var 13 var jeg nødt til at rigge af, da jeg skulle møde kl 14 og et bad nok var ret påkrævet.

Vel inde snakker jeg med Thomas, der gør opmærksom på, at mit ur ikke er stillet til normaltid. Øv da.

 

Men kom på vandet og fik sejlet lidt. Altid godt, og nu må jeg så se at få lært det der skrapsaktrick, der hedder "begyndervending"