skrevet den:28-08-2007

Lær at pumpe,- eller....?

Som I måske husker var jeg på vandet i mandags,- dette har jeg selvfølgelig ikke undladt at fortælle, blære og øffe om,- og resultatet udeblev da heller ikke længe. Den ene af mine faste makkere; P, kunne ikke modstå min rosenrøde fortælling, og han blev ved at presse på for at vi skulle på vandet i går. Først på dagen, skulle fruen lige forsøge at tømme Århus for udbudet af julegaver, men da hun udmattet kom hjem, futtede jeg afsted til Åkrogen og mødtes med P.

Umiddelbart var det ikke så meget vind som mandag, det var dog noget svært helt at afgøre hvorvidt der var vind længere ude eller ej. Riggede derfor min 10,6 til, P et andet stort sejl, og så afsted. Vi aftalte at tøffe ned forbi marinaen, hvor der typisk er lidt mere vind. Dette var også tilfældet her, dog var der ikke nok. Ingen planing.
Vendte og futtede hjemad. Ikke ret meget vind,- så jeg fokuserede udelukkende på at holde højde ind. Den smule vind der var, var selvfølgelig fralandsvind og lidt ustabil. Ud for marinaen kom der ind i mellem nogen småpust,- prøvede lidt på skrømt at komme op i planing, dog uden held,- jeg gjorde heller ikke det store ved det, var klar over at det gjaldt om at komme indad, inden vinden døde helt. P lå vel 3oom længere til havs end mig, og lige pludselig fangede han et pust og kom i planing....300m.
Problemet var sådan set bare. P var liderlig,- han var godt og grusomt planeliderlig. Kan I huske min påstand for et par dage siden? Den der med at vi er villige til at sætte al højde overstyr, bare for 1 min planing hvor vi falder vildt af for vinden, og sætter det hele over styr.....eller skrotter en super fodboldkamp, bare fordi fruen vimser lidt med gumpen..........vi er for lette!!

I denne så alvorlige situation, valgte den gode P altså en planetur på 15 sekunder, og dermed en 1½ times trængsler. 
Forklaring:
P kom som nævnt op at plane,- udemærket, for det var virkelig marginalt, og vinden var ved at dø helt. For at opnå, og fastholde planingen, var han nødt til at gå meget dybt, og dermed sejle meget ud fra kysten,- altså øgede han markant afstanden fra land. Jeg derimod, valgte målbevidst ( og dybt frustreret over at jeg ikke kom i planing) at tøffe indad i meget, meget behersket tempo. Efterhånden kom jeg helt ind i vindskygge, og de sidste 600 meter gik meget, meget langsomt, formodentlig kom jeg udelukkende ind ved hjælp at mine mavegasser der genererede et vist bagudrettet tryk så at sige. Jeg nåede ind.
Vel inde kunne jeg konstatere at makkeren stod fuldstændig stille 1 km fra land, og der ikke var meget fremdrift at spore. Nu var vandet helt bogstaveligt fuldstændig blankt, og ikke en vind rørte sig. Jeg riggede af, behøvede jo ikke at holde specielt øje med makkeren, han løb jo ingen steder. Da jeg var færdig, kunne jeg nu se, at han målbevidst pumpede, pumpede og pumpede i retning af marinaen, og efter gode 40 min kom han hen til stensætningen hvor han kunne hoppe af og gå langs indtil stranden  hvor jeg hjalp med at hente hans grej.

I denne situation var han ( og jeg ) faktisk meget heldige at der ikke løb en masse strøm. Vi snakkede om det, og han indrømmede at han ikke havde været opmærksom på den opklaring der kom, med de ændrede vindforhold til følge. Uden af være blaseret, var jeg netop på vagt overfor det fænomen, og derfor holdt jeg højde i den udstrækning det var muligt.
P var så desperat, at han kastede alt overbord for 200 meters planing.
Det er det jeg kalder planeliderlig.

Se det var jo en historie med morale,- men helt ærligt,- i morgen gør jeg sikkert det samme??
Problematikken kender I andre sikkert ikke, men det er sådan noget der kan gå og optage en lille følsom Bensen i mange dage.
Moralen,- tja,- hvad syntes I? Plane eller det sikre?