Lære nyt.

Lære nyt, det er jo sjovt. Og hårdt. Og frustrerende.

Det kender vi jo alle.

I øjeblikket er jeg i en fase hvor jeg så at sige, tager nye skridt, hver gang jeg lufter kiten.
Det er skide sjovt. Og hårdt.

Man har opture og nedture.
Langt de fleste der læser med her, har nu W-surfet i en del år. Men mon alligevel ikke vi alle kan huske da vi startede.
Jeg kan huske dengang jeg kom ind efter 2 timer på vandet med et board og et lille sejl, lykkelig og tilfreds, træt og glad,- fordi jeg havde lavet 4 stavvendinger.

Kan huske hvor jeg knoklede med at sejle i trapez, alle de styrt der var. Overvejelser om trapezliner, placeringer, længde osv. Kan huske dengang jeg prøvede at få lidt mere fart på pga trapezen, ikke at jeg kom i planing, men bare det at der i de små vindstyrker kom fart i kareten, det var grænseoverskridende. Eller den første lille korte planetur, stående i trapez og ikke fodstropper.

De første forsøg med de forreste fodstropper, problemer med boardet der skar op, og senere de bagerste fodstropper.

Men det der var allerbedste ved den begyndertid, var de store fremskridt man gjorde den gang.
Næsten fra gang til gang lærte man noget nyt, fik gode råd som man forsøgte at omsætte til noget praktisk.
I starten var det jo rigtig godt det hele, og efter laaaaaang tid, begyndte jeg at få en smule begreb om det. En smule sagde jeg.

Så sejler man i nogen år, interesserer sig for trim, og eksperimenterer en masse. Gør erfaringer på stort og småt. Skifter boards, sejl osv.

Men. På et tidspunkt kommer der et vakuum. I hver tilfælde hos mig.
Jeg savner at blive bedre, at komme ind med et stort grin, og være pavestolt over et eller andet.

Jeg er ikke nogen god windsurfer, bestemt ikke. Alligevel har jeg ikke rykket mig i flere år. Bliver ikke bedre, har nået et niveau der gør at jeg sejler og ikke længer laver de vilde ulykker.
Har stor glæde af gutterne der omgiver surferiet, og nyder bestemt også at komme på vandet.

Men at påstå at jeg kommer ind med et kæmpe grin over et eller andet jeg har opnået, lært,- det sker desværre ikke længere, eller i det mindste meget sjældent.

Ovennævnte er den dybere årsag til at jeg stadig kæmper med kiten. Ved godt at de fleste for længe siden ville enten have lært at sejle med kite for længst (de fleste) eller simpelthen opgivet.

Jeg har nu overvundet en eller anden hurdle, og er så småt sejlende. Og rent faktisk kommer jeg næsten altid ind i godt humør.

Dragen opfører sig bestemt ikke altid pænt, og jeg har mange hovsa-oplevelser. Men et eller andet sted, så er det ret sjovt, for hver eneste gang jeg har været på vandet de sidste 4 gange har jeg lært noget. På godt og ondt.

Og det har jeg det ret godt med.

I dag havde Henrik og jeg lavet en hurtig aftale om Ebeltoft.
Kom først, målte vinden til noget 7-8 m/s.

Ok tænkte jeg. Skulle jeg rigge min formula med en 9,2,- eller skulle jeg benytte lejligheden til at se min nye Chrono 12 kite i luften?
Ved samme lejlighed ville jeg så træne opsætning og nedtagning alene. (Henrik kan og vil gerne hjælpe hermed, men man skal jo lære at klare sig selv)

Gik langs stranden til jeg fandt et egnet sted og en parkeret båd.

Pustede dragen op. Uha sådan en 12ér skal godt nok have nogen gange med pumpen. Men luft kom der i. Riggede, fik udstyr på, udtænkte hvordan jeg ville klare opsætning.

Dragen rejst på tippen ude i vandet, ind på land, hooke i CL, og forsigtigt flyve dragen op. For en sikkerheds skyld havde Henrik en hånd på min trapez, men der var nu god kontrol over tingene.

Ud i vandet, høre Henriks hilsen...huske nu "stille og roligt" traske passende ud, lægge mig, få boardet på (det store) køre dragen...stille og roligt, komme op, og helt kontrolleret sejle langs kysten.

Det er godt nok en stor drage at tumle med, og hold da kæft hvor den reagerer langsomt,- dette i forhold til min 9ér som jeg jo har sejlet med de sidste dage. Havde en bette tur langs stranden,- måske 500 meter, ville prøve at sejle den anden vej, og det lykkedes så ikke.

Vinden droppede fuldstændig, og bare det at gå med den i kl 11 op til båden var en udfordring. Det var svært at holde den i vejret.

Vel oppe ved båden og min karabinhage kunne jeg med lettelse parkere kiten i vandet, hooke ud og bjærge bæstet.

Ok. Ikke meget sejlads her.

Men set i forhold til min beskrivelse ovenfor, og min trang til at lære, så var det (med de positive briller monteret) en dag hvor jeg for første gang så min nye drage i luften.
Første gang jeg sejlede på dette spot. (med kite)
Første gang jeg sejlede med denne drage og i det hele taget så stor en drage.

Første gang jeg selv har udvalgt et velegnet opsætningsspot

Første gang jeg selv har lauchet en drage
Første gang jeg selv har bjærget en drage.

Så i det lys, så var det faktisk en fin dag.

Men, bevares. Jeg ville da meget hellere sejle.

I morgen ser det godt nok tyndt ud med vinden.

Men måske helt ok, jeg har været ude 4 gange i denne uge, kroppen trænger nok til lidt hvile nu.

Dog,- er der vind, er jeg klar.