skrevet den 14-01-2009

 

Lav sol over Ebeltoft.

 

Tro det eller ej. Www. bensens.dk er vågnet for en kort bemærkning.

Den tykke, selvfede redaktør blev ved et komplot lokket på vandet i dag.

 

Nu er det sådan at jeg trods mit meget travle job, ind i mellem har en friweekend, dvs det troede jeg at jeg havde, sådan gik det så ikke, men det er en anden sag.

 

Jeg vågnede op i morges, og min viv og jeg var begge udhvilede da min telefon rent undtagelsesvis ikke havde ringet i løbet af natten, jeg havde ikke engang været nødt til at tænde min pc i løbet aftenen/natten.

Og ikke nok med det. Husets teenager var på "tålt" ophold hos nogle veninder, jeg havde friweekend, dvs at min souschef havde vagten hele weekenden, kunne det være bedre. Selv konen syntes at det var hyggeligt.

 

Ib R havde holdt en aftale jeg har med ham. Uanset hvor travl og stresset jeg opfattes, er det hans pligt at lokke mig på vandet. Det lykkes langtfra altid, men han skal have ros for at blive ved med at prøve. Det er jo sådan, at det er langt sværere at sige nej til en kammerat når man har lovet noget..så Ib R, blive endelig ved, og tak fordi du gider. Ellers var jeg aldrig kommet nogen steder.

 

Dagens program var aftalt til at vi var nogen stykker der skulle mødes i Ebeltoft neden for Ib´s residens.

Det var ret blæsende og regnfuldt da jeg driblede afsted, rent faktisk begyndte det at plævre med regn, men jeg var ret stålsat i forhold til at komme derud, og ikke mindst, bare få en bette sejltur.

 

Næsten derude, begyndte min reservetelefon at ringe. Min arbejdstelefon er omstillet, men jeg har en nødtelefon hvor jeg ALTID kan træffes. Også når jeg har fri som i dag.

 

Når den ringer, så er det enten en af gutterne, eller der er problemer med færgefarten.

 

 

Personlig bemærkning, red.

Jeg skal måske lige indskyde at jeg pt er trafikchef i Mols-Linien, hvilket betyder at jeg er ansvarlig for alt driftsrelateret i bixen. Dvs opretholdelse af trafikken, endelig ansvarlig i forhold til evt aflysninger, kompensationer, informationer i forhold til medier osv....det var bare noget af det. Kort og godt var der en driftsforstyrrelse som jeg var nødt til at holde mig orienteret om. Det praktiske styrede min souschef fint.

Det betød desværre, at mens alle de andre riggede, så talte jeg i telefon, eller overvejede hvad jeg skulle stille  op med den situation der var opstået.

 

Besluttede at det hverken kunne gøre fra eller til om jeg surfede en times tid.

 

Det blæste helt godt, et sted mellem 9 og 13m/s  

 

Jeg riggede min Rs Slalom 6,2. Nu er det jo sådan at de mål der er påtrykt det sejl intet har at gøre med virkeligheden, så jeg trimmer det rent visuelt.

Og så kommer overraskelsen. Ud af muleposen dukkede der et Hyper X str 130 liter op. Monterede det med min 44 cm finne. Dvs det endte det med, men jeg kunne sgu ikke rigtig finde en skrue der passede til. Gad vide om finne skruer har det på samme måde som mine sokker. Man starter med at have to, men efter kort tids brug, er der kun een??

 

Nu har jeg ikke sejlet med min elskede Hyper X siden den 28 april, så det var med kærlige tanker jeg monterede finne og powerjoint.

 

På med dragten, et par hurtige mobilopkald...tænke, tænke...ok, på vandet.

Gik ud, og hold da kæft hvor er vandet da blevet koldt.

 

Det blæste godt, men jeg var godt tilfreds med mit setup. Og hold da kæft hvor et sådan et børnesejl da let at bære. Kom ud, der var nogle gode kasser for nu at sige det på den måde...og jeg kunne med det samme mærke at jeg var på et nyt board, dvs at jeg ikke havde sejlet med det længe. Der skulle noget tilvending til. Nu er hyperen det board jeg suverænt har sejlet flest sømil, og ved derfor at fodstropper osv er indstillet rigtigt, så det var bare et spørgsmål om at lade kroppen finde sig til rette igen.

Sejlede ikke ret langt ud, så skulle jeg forsøge en bomning. Det gik galt, overraskende nok, og efter at have forsøgt en snorestart i den forholdsvis store sø, endte det med at jeg måtte hoppe i og lave en vandstart.

 

Føj hvor er vandet koldt!!

 

Til gengæld kørte min vandstart ok. Kom op igen, og så ind mod stranden igen. Puste, puste. Tænkte lidt over tingene, og kom til det resultat, at jeg egentlig var passende rigget. Ikke for meget sejl, faktisk lige i skabet.

Ud igen, i planing, forreste fod i stroppen, og så havde jeg lidt problemer med at komme i den bagerste strop. Noget med en overvindelse for der var sgu god gang i den. Det lykkedes da, og syntes med det samme at jeg kunne finde en god stance.

Forsøgt en jibe, kom rundt og ind mod stranden.

 

Hov, hvad var det? Jo sagen er jo at jeg kan jibe på min hyper X, og har kunnet det fra dag 1. (2 ud af 3) Det kan jeg af en eller anden årsag ikke på Ællingen. Havde et par småture hvor jeg sejlede ud, jibede og sejlede ind igen. Ok, lang fra alle forsøg lykkedes, men sammenlignet med succesraten på Ællingen, så var det langt højere, og til og med i meget vanskelige forhold (for mig)

Sejlede vel ½ time, og så inde at ringe lidt....så ud igen, ind for at ringe, og enden blev at jeg måtte rigge af og køre ind på kontoret.

 

Nu var det jo en fridag, så meget kan vente til mandag. Dog var jeg ombord på een af færgerne, og kunne aflæse vindmåleren kl 1530 til 11- 12 m/s og i øvrigt havtemperaturen til 9 grader.

 

Jeg fik ikke helt nok ud af dagen, men ydre omstændigheder spillede ind. Heldigvis kom jeg på vandet i dag. Og selv om det var en blæsende og våd omgang med handsker for første gang, så er jeg herreglad for at jeg kom afsted.

At arbejdet i nogen udstrækning kom i vejen, det er der ikke noget at gøre ved.

 

Og så er jeg meget glad for at jeg endelig fik sejlet lidt på min hyper X. Den er altså god, og under igen omstændigheder til salg.

Lidt billeder fra i dag. Det begyndte overskyet med regn, men klarede dog op over middag.

 

 

 

 

 

 
 
 
 

 

Første gang her i efteråret med luffer. Ikke problemer på den konto, men det er jo aldrig sjovt når vi er kommet dertil.

 

En artikel selv om jeg jo egentlig havde beordret vinterpause. Hmm.

 

Det kan godt være at jeg slet ikke kan undvære www.bensens.dk?

 

Spørgsmålet er så om siden kan undværes?

 

Det vil jeg lade andre vurdere.