Home     Bensen     Artikler  Test Log Trim Diverse rejser Albert

                                                                        skrevet den:28-08-2007

Hvordan du kommer (lettest)i fodstropper.
Mine erfaringer. De er derfor rent subjektive,- men det virker trods alt for mig.

Bensen ofrer sig igen for at bringe info til begynderne, intet offer er for stort, jeg udsatte mig for mange sjove kommentarer fra naboerne, da jeg steg op på boardet og smed strømperne,- men fodstroppernes mysterier skal forklares, -så her kommer min opfattelse af tingene. Jeg har forsøgt at tænke tilbage til hvorledes det var da jeg indledte kampen med stropperne. Jeg håber at jeg kan gøre det lidt lettere ved denne lille fotoreportage,- så læs videre.

Fru Frandsen lægger ryg til, hun er som bekendt en frodig dame, noget bred over ryggen, derfor kan fodstillingen på billederne syntes noget skrævende,- men sådan er det på en formula.
Udgangspunktet er at man er i trapez og der er planingsvind. Selve teknikken med at falde af for vinden osv kommer jeg til. Nu starter vi lige med hvorledes man rent praktisk kommer i de besværlige stropper.

Fig 1.

 

 

Starter med at stå helt oppe ved masten (begynderplacering) hurtigt går man lidt bagud ud på boardet og kommer i trapez.

Fig 2

Nu er man i trapez, er rykket lidt bagud, og helt naturligt står man nu lidt til luv for centerlinien på boardet. Jeg kan huske at jeg i en periode simpelthen stod på den forreste fodstrop, og at det var til stor irritation.
Helt naturligt stemmer man nu imod riggen, der er vægt på hælene, og man trækker ind i riggen ( og det er faktisk et problem) Som man står nu har man tendens til at oversheete, samtidig med at man lægger vægten til luv. Der er alle chancer for at projektet mislykkes.

Men........

Som jeg husker det i starten, da jeg knoklede med forreste fodstrop, var der to helt alt overskyggende problemer.

1. Hvordan kommer jeg den km fra min position oppe ved masten ned til fodstropperne (fig1.)
2. Hver gang jeg løfter foden for at stikke den i stroppen skærer boardet op i vinden.

 

1. En typisk begynderfejl er at man har bommen for lavt. Start  med at rykke den 10 cm op, eller så langt op, at du skal stå alvorligt på tæer for at komme i trapezen. Herved kommer man automatisk længere tilbage på boardet. Når du er dus med den nye bomhøjde, og har vænnet dig til at komme ind og ud af trapezen under de nye forhold, vil du sikkert opdage at du nu rent faktisk har forreste fod lige på, eller måske lige bag den forreste strop. Første mål er nået,- du er nu kommet tilpas tilbage på boardet. Prøv at lægge mærke til de skrappe der strandstarter. Lige så snart de har skødet ind, rykker de pr automatik bag over på boardet,- langt de fleste står rent faktisk helt tilbage ved fodstropperne inden de er kommet i trapez. Det kan de gøre fordi deres bom er passende høj, samt fordi de ikke oversheeter, og heller ikke presser luv kant ned. Det er udelukkende et spørgsmål om øvelse,- selv jeg kan gøre det,- og så er der da håb for alle.

2. Hvis man nu tænker lidt efter,- så står man til luv for centerlinien, man er i trapez, og for at modvirke trækket fra denne, læner man sig bagover og har al vægten på hælene. Når man står i den position og så løfter den forreste fod,- ja så sker der jo det at al vægten lægges på den bagerste fod. Resultatet er jo at boardet drejer op i vinden,- rent vægtstangsprincip. Hvis man samtidig skøder lidt ind,- ja så forstærkes virkningen jo bare. Det man skal gøre som begynder er: Fald en smule af for vinden, i det øjeblik du skubber masten lidt frem, flytter du din vægt ind over boardet, og nu kan man forholdsvis farefrit løfte forreste fod, idet den ændrede vægtforskydning kompenserer for den bagvægt man ellers ville lægge. Det kræver lidt øvelse,- men det varer ikke længe før den er der.
Nedenstående tre fotos, kan man benytte for IKKE løfte hælen fra boardet, og dermed ikke få al vægten lagt på bagerste fod. Men man skal stadig falde lidt af for vinden, og riggen skal stadig lidt frem og ud. Skød også gerne en smule ud, så der kommer mere fart. Husk på, du skal/må ikke kigge efter fodstroppen,  for så kommer man let til at skære op i vinden,- kig lige ud, og føl dig frem med foden. Nedenstående er en hjælp til dette.

Fig 3

Du skal nu i stroppen. Riggen er ført lidt frem, og du falder af for vinden. Hælen har hele tiden kontakt med boardet.

Fig 4

Hælen bliver på boardet, du løfter forfoden og drejer op over fodstroppen, husk vægten skal være den samme som før du begyndet....FY ikke kigge ned!!!!

Fig 5

Nu hviler fodfladen mod boardet igen, du holder vægten, storetåen rører fodstroppen,- og lige så stille skubber du foden frem.

Vupti,- du er nu i forreste fodstrop,- til lykke,- det var da ikke så svært.

 

 

 

Nu står du i forreste fodstrop, er i trapez, er faldet lidt af for vinden, og lige pludselig føles det dels lidt faretruende, dels vil du opdage at du har fået ganske meget fart på. De fleste benytter udelukkede den forreste fodstrop et stykke tid inden de fortsætter med den bagerste. Formodentlig bliver man i denne fase mere vant til at plane, antallet af slyngstyrt minimeres i nogen grad, idet fodstroppen hjælper gevaldigt.
Men vi skal jo videre,- vi vil sejle i begge stropper.

Nu antager vi at ovennævnte betragtninger er på plads, du er i forreste fodstrop, i trapez og du planer. Men hver gang du forsøger at komme i den bagerste skærer boardet op i vinden og du falder bagover. I øvrigt kan jeg huske at fornemmelse af styrtene når man kæmper med den bagerste, er langt mildere end de massive knubs man får ved kampen med den forreste.
Men igen er der problemer med at boardet skærer op, og det er til trods for at du falder af for vinden. Problemet er det samme,- bare lidt forstærket. Hvorfor nu det? Jo for nu har du bagerste fod helt ude ved kanten og rigtigt langt tilbage,- så der skal næsten ikke noget til før det s..... board render op i vinden, du falder bagover og trækker sejlet ned over dig. Hvad gør man så. Jo kan du huske jeg har snakket om at lægge masten lidt frem, skøde ud og falde af for vinden. Hvad er det egentlig der sker når man gør det? Man lægger pres på mastefoden og det er faktisk det, det hele handler om. Presset/vægten frem og ind, herved fjernes vægten fra kanten og det bliver lettere at få foden i stropperne.
Når du skal i bagerste fodstrop, er vægtfordelingen meget meget vigtigt, fordi du nu er så langt tilbage at en hver ændring i retning af mere vægt bagude, uværgeligt vil få konsekvenser. Så lige som før, falde af for vinden, skøde ud, masten frem vægten frem og ind over centerlinien. Rent faktisk kan man sammenligne stillingen med den der er lige før man laver et slyngstyrt. Man skal falde så meget af for vinden at man har næsten al vægt på forreste fod, ligesom det gjaldt for forreste fod må man ikke kigge ned, kig frem, og føl dig på plads.

 

 

Fig 6

Her er jeg i forreste fodstrop, planer, har vægten primært på forreste fod, og falder af for vinden.
Under hele seancen skal vægten være på hælen og vægten forsøges at holdes konstant

 

 

 

Fig 7

 

Hælen i kontakt med boardet, forfoden løftes og drejes forbi stroppen.....Ikke kigge ned

 

 

 

Fig 8

Foden i kontakt med boardet,- vægten stadig konstant,- og husk på at den største vægt er på forreste fod. Soretåen er i kontakt med stroppen....

 

 

 

 

Fig 9

 

 

Og man drejer bare foden ind i stroppen,- vupti,- så lykkedes det sgu. Til lykke, du sejler nu i bagerste fodstrop

Meeen, træerne vokser jo ikke ind i himlen. Godt nok er du nu komme i begge stropper, men husk nu på at du står med vægten på forreste fod og falder af for vinden,- det kan jo ikke blive ved....langsom lægger man vægten ens på begge fødder,- det tager lidt tid at fornemme hvorledes det skal føles, typisk vil boardet også forsøge at rende op i vinden her, men det kan der let korrigeres for, idet man jo nu har mulighed for at fodstyre. Når man først er kommet i fodstropperne, har man svært ved at forestille sig at man nogensinde har sejlet uden. Det giver en helt anderledes oplevelse af sejlads, man er mere sikker, slyngstyrt hører stort set fortiden til, og man sejler nu rasende hurtigt.

Ovennævnte gennemgang er ment som en instruktion af begyndere der skal til at arbejde med fodstropper.

Jeg foretrækker at gå i forreste strop først,- har i overpowered forhold forsøgt med bagerste først osv,- alt sammen kræver efter min mening at man har nogen erfaring i sejlads før man forsøger. Og ja, jeg ved godt at nogen sværger til bagerste først,- det er jo rigtigt når det virker for dem,- jeg foretrækker bare forreste først.
I meget blæsende situationer, når der er fuldstændig garanti for øjeblikkelig planing, går jeg i fodstropper inden trapez,- men som instruktion, foretrækker jeg : Trapez, forreste og så bagerste fodstrop.

Der er mange råd og meninger, dette var mine.
 

Sidst op

dateret 19-12-2007