skrevet den 14-01-2009

 

Måltagning. Altid vigtigt.

 

 

Nu har jeg med meget stor ildhu bjæffet over at det hele skal stå på mål, at man kender bomhøjde, placering i mastespor, størrelse på fodstropper, udhal, nedhal, livvidde og meget mere.

 

På det seriøse plan, så er kendskab til generelle mål simpelthen et must, det er vi vel alle klar over.?

 

Og, det gør det jo meget lettere når man rigger til.

 

Jeg har skrevet meget om mål, måltagning, vigtigheden heraf, hvor man måler osv.

Det står jeg helt sikkert inde for, men jeg kan også her i det lukkede forum afsløre, at jeg ind i mellem kommer noget lettere om ved det.

Hvorfor? og hvorledes?

 

Fordi jeg i denne sæson primært har benyttet to sejl på samme board.

Og fordi jeg benytter to bomme hvor jeg har indstillet trapezliner og udhalstrim, ligesom selve bomlængden er afpasset.

Det gør det meget, meget lettere og ikke mindst hurtigere. Og, så fjerner jeg ikke powerjointen fra mastesporet når jeg rigger af.

 

Så kort fortalt,  består min tilrigning i at udvælge det passende sejl (det er det sværeste) og dernæst finde den dertil passende mast og forlænger (der også er indstillet på mål)

 

Ruller sejlet ud, monterer masten, giver nedhal indtil jeg kan montere bommen,- her har jeg et mål, når der mangler hvad der svarer til min hånd med spredte fingre er der nok nedhal til at jeg kan montere bommen. Sætter udhalet på, og hiver så der er to håndsbredder mellem udhalscleaten og rullen i udhalssnoren, gøres på begge side, så ved jeg nemlig at det lige passer når jeg slipper nedhalet og skal bøvle cambers på masten. Det passer perfekt og glipper aldrig, når cambers er monteret skal der gives nedhal. Hiver først alt hvad jeg kan i min nedhalspind og derefter med min nedhalsfætter. Når der er en finger mellem nederste rulle i nedhalet på sejlet og til overkanten af mastefoden passer det under normale forhold.

Så mangler jeg bare at sætte masthøjden. En håndsbredde fra øverste bomudskæring, så er den der.

 

Se det lyder nok lidt kompliceret, men når man nu kender det så godt som jeg gør, så betyder det at jeg kan rigge hurtigt, og...ikke mindst,- rigtigt,  til trods for at der findes personer der ikke respekterer at en surfer skal have ro til at trimme sit grej!!

 

Jeg har ind i mellem kontrolmålt med det autoriserede gule målebånd fra Jem og Fix, og det ligger inden for ½cm på bomhøjde og mere præcist i nedhal.

 

Ovennævnte kan jo kun praktiseres når man har fundet det trim der virker, og har to fordele.

 

For det første er det hurtigt, og sekundært, så kan man ret let kontrollere det på vandet.

Jeg har det desværre tit således at de først 10- 15 minutter føler jeg at det hele er håbløst indstillet, er bomme ikke alt for høj, eller er der for lidt nedhal osv.

Og så er det jo meget let at kontrollere om det står som det skal.

 

I går da jeg sejlede med 6,2 var jeg i problemer, for jeg kunne ikke huske hvor meget nedhal jeg skulle give min 6,2, vidste dog at de påtrykte mål ikke passede, så jeg trimmede visuelt, og det viste sig at jeg ramte ret godt, bomhøjde kunne jeg jo heller ikke regne med, så jeg var nødt til at måle de 148 cm fra bomhovedet og ned til bunden af mastefoden. Til gengæld vidste jeg at bommen med de monterede trapezliner passede, for jeg har en bom til hvert sejl.

Og det er en meget stor lettelse at vide at man ikke skal til at justere med liner hver gang man skifter sejl.

Når man har så lidt selvtillid på vandet som jeg, og altid er ræd i mere eller mindre grad, så er det jo en stor trøst at vide, at jeg tidligere har overlevet at sejle med trapezliner i den indstilling, ligesom nedhal og bomhøjde ikke er ukendt terræn.

 

Holdt lidt øje med de andre der riggede i går hvor vi var mange på vandet, og det lader til at langt de fleste har en eller anden form for indstilling i hovedet. Alle havde et målebånd liggende, men jeg så også en del der benyttede andre mål, skriverier på sejlet, besværgelser og selvfølgelig det altid klassiske:

"det er godt nok, løsning"

 

Et billede at ivrig måltagning: