Man tror man kan.
Netop hjemkommet fra mit sommerferieophold et sted i Danmark. Jeg har været der mange gange, og de seneste gange har jeg også surfet der,- sidste år endda rigtigt meget. Sidste gang var jo en rigtig succes, jeg fik rimeligt styr på at sejle i fodstropper og dermed åbnede en helt ny verden sig. Så det var med store forventninger at jeg ankom til vores feriested.
Afhængigt af hvorledes man nu anskuer tingene er jeg enten blevet bedre og hermed mere kritisk i forhold til at vurdere spottet og egne præstationer, eller jeg er bare blevet for fed, fordrukken og ude af form ( nok den version jeg selv tror på) I hvert tilfælde levede spottet ikke op til de forventninger jeg havde hertil. Sidste gang så jeg som nævnt lyset,- trådte så at sige ind i en helt ny surfverden hvor planing og fart var opnåeligt, næsten uden at slå sig…..ok næsten. Jeg fik oplevelsen af virkelige fremskridt osv……det var så afgjort ikke tilfældet i år,--tværtimod,- jeg var modløs og deprimeret når jeg traskede hjemad.
Når jeg om aftenen sad på terrassen og analyserede dagens bedrifter på stranden, kunne jeg blive så trist at jeg var nødt til at åbne endnu en flaske bensentrøst ( rødvin) En typisk dag var således: Jeg myldrede ud af bunkeren og kaster et blik på træerne,- jepper det så ud til at blive muligt med surf i dag,- retningen så også ud til at være sideshore så lad os så komme på vandet. Fiser ned på stranden og fumler udstyret sammen,- fylder for en sikkerheds skyld lidt sand i alle samlinger osv. Vurdere vinden til at være 8m/s og vælger sejl herefter,- ud i vandet……..og nu slår den del af min skrumpehjerne fra,- altså den del der rummer indlæringen af trim, standstart, vurdering af bølger og vindstriber, balancen kan jeg til dels forstå, den er aldrig helt god om morgenen. Efter en fuldstændig kaotisk snorestart i faretruende kort afstand af en parkeret gummibåd kommer jeg lidt ud på havet, bare for at konstatere at de vurderede 8m/s er skrumpet til omkring 4, eller måske snarere at vurderingen er for højt sat. Nå nu er man jo kommet lidt ud,- så kan man lige så godt øve lidt vendinger og bomninger, måske kommer der lidt vind senere. Min træning behøver jeg nok ikke at beskrive yderligere, indledningen taget i betragtning? Kort fortalt var jeg ikke i stand til finde håndtaget på den anden side af sejlet på noget tidspunkt,---det virkede som om at bommen kun var på en ene side af sejlet. Lidt senere kom der en smule mere vind, fedt,- lad mig tage en stille planetur. Hallo,- det har jeg gjort en milliard million gange….alligevel kan jeg ikke finde fodstroppen til bagerste fod,---laver alle de umulige styrt jeg for længst havde forestillet mig at jeg var vokset fra. Falder bagover utallige gange, rammer forbi bagerste fodstrop og sætter i stedet fussen ned i vandet……..får for meget fart på inden bagerste fod er på plads osv……..pinligt. Det værste ved den slags oplevelser er at man simpelthen ikke fatter hvad der sker ( måske også den del af hjernen er død?) Der er tale om helt almindelige skills jeg til daglig behersker uden megen virak,- lige pludselig kan jeg intet,- er bombet tilbage til den knubsbelagte begyndertid jeg for længst havde troet at jeg havde betalt for.!!
Hvorfor går det så galt? Mine utallige analyser på terrassen kommer til følgende resultat. Simpelthen fordi jeg er på et nyt sted og sejler alene. Ubevidst er jeg simpelthen ikke helt tryg med situationen og finder alle mulige grunde til at afbryde og sejle ind igen,- andre dage skyldes mine problemer tang eller mit udhalstrim eller bomhøjde eller mastefodsplacering eller et eller andet. Utryghed ved at sejle alene,- ja det er nok noget der skal arbejdes med. Jeg sejler ofte alene i Århus,- eller i hvert tilfælde uden nogen makker,- som regel sejler de alligevel fra mig L så det har ikke nogen praktisk betydning. Det er nu alligevel mærkeligt at de indlærte ting ikke virker. Jeg måler lige så omhyggeligt ud med målebånd,- benytter samme bomhøjde og indstillinger i øvrigt,- alligevel vil tingene ikke virke…….Mystik. Og der findes formodentligt ikke noget mere frustrerende end at vide at man godt kan, bare ikke i dag,---OG det gælder ikke kun surfing…he he.
Jeg kom til sommerspottet med en stor portion selvtillid,- nu skulle de sgu bare se hvordan man surfede….det fik jeg ikke vist, og måske er det godt at blive pillet lidt ned igen. Hmm.
Lidt selvtillid og opmuntring fik jeg dog. For 3 år siden surfede jeg lidt med en lokal, tilfældigvis havde vi samme board og næsten identisk udstyr. Han havde sejlet nogen år, jeg ikke. Denne gang surfede jeg ikke med ham, kikkede bare på hans anstrengelser, og måtte konstatere at jeg var kommet meget længere end ham ( bare ikke lige denne sommerferie) hans trim af sejl og bomhøjde var håbløs,- ikke at jeg påstår at jeg er bedre, men jeg er meget opmærksom på det, og en lav bomhøjde er ikke hensigtsmæssig m det udstyr han benyttede. En tysker dukkede også op,- det sædvanlige gamle udstyr og tyskerstil, dog ingen hjælm,- men de tæller jo ikke.
Jeg har det sådan, at surfing skal være sjovt,- og jeg tror bestemt at både tyskeren og den lokale havde det sjovt,- så deres udstyr og trim heraf spiller ingen rolle for surfoplevelsen for dem. Det gør det bare for mig,- og hvem er så egentlig mest heldig? Den der måske ikke er så god, men bare morer sig,- eller den kritiske og dygtige der aldrig er helt tilfreds?
Det vil jeg lige tygge på.
Bensen
|