En gnaven gammel mand: Motivation søges.
Jeg indledte jo det her
kitenoget efter sommeferien, havde et fornuftigt kursusforløb og egentlig
tegnede det hele sig jo rosenrødt og herligt.
Havde opsat en
målsætning om at komme op på boardet inden efterårsferien. Sagt i
fortrolighed, var målet opsat, fordi jeg ikke et øjeblik havde forestillet
mig, at jeg ikke ville nå det. Dels lå det 6 uger ude i fremtiden,
dels syntes jeg, at jeg med min erfaring og naturlige kropsbeherskelse (ja
altså bortset fra de to enkeltstående områder..I ved?) ret let ville opnå
den begrænsede udfordring der måtte bestå i at komme op på sådan en planke.
Sådan gik det som
bekendt ikke. Dels var jeg måske ikke det indlysende talent jeg selv antog,
dels var vind og job ikke lige med mig.
Selv om det var et
hårdt slag for selvtilliden, så var jeg egentlig ret hooked stadig, ikke
mindst da min garage nu var fyldt med kiteudstyr til en millionmilliard,-
mindst.
Jeg har hele tiden
sammenlignet med tiden da jeg startede med at windsurfe,- alt drejede sig om
at komme ud, godt nok er det længe siden, helt tilbage dengang da konen var
ung og havde faste…ups…..nå men det ligger altså noget tilbage.
Nu er det blevet
efterår. Det blæser, det regner og der hænger et tykt, gråt skydække, det er
7 grader varmt og vandet er 10 grader. Og helt ærligt, kiteriet ,--det
trækker slet ikke.
Det river ikke i mine
indvolde efter at komme ud. Pis.efryse om fingrene mens man binder liner
fast, stå i koldt vand til livet mens man prøver at få en kite til at
vandstarte,- blive trukket af sted under vandet, og mærke den umiskendelige
fornemmelse af at vandet bliver suget ind langs ærme og halsåbning i
dragten.
Og ved I hvad. Det er
jeg oprigtigt bekymret over.
Da jeg startede med at
windsurfe (ved godt at jeg hele tiden sammenligner med dette) var jeg
hooked, og var ude lige så snart jeg var uden for konens overvågning. Også
om vinteren. Og da jeg startede keglede jeg rundt uafbrudt, havde mange
vandgange osv…alligevel brændte jeg for at komme ud.
Sådan er det ikke mere.
Hvorfor er det ikke
sådan?,- jeg er oprigtigt skuffet. Jeg brænder ikke for det,- rent faktisk
er jeg stadig ikke overbevist om at jeg skal være kiter.
Er det fordi man er
blevet for gammel, har givet op, eller hvad?
Nu er det ikke sådan at
jeg i samme vejrforhold som beskrevet, så drømmer om at stå på en
windsurfer, for det gider jeg heller ikke. Måske man bare er blevet magelig,
tja afgjort en mulighed, og det er jo også meget lettere at fede den bag
brændeovnen de næste 6 måneder. Det plejer jeg bare ikke, og har egentlig
heller ikke lyst til det. Men.
Det skal godt nok noget
helt specielt til, for jeg har lyst til at mosle rundt i koldt vand for at
lære at komme op på boardet.
Og det er jeg helt
ærligt, godt træt af.
Det er klart, at næste
gang der komme sol og måske 7 ms vil jeg nok drible ned til Skæring igen, og
forhåbentlig også være lidt i vejen for de andre på havet, men lyst til det
nu…brrrr.
Med hensyn til
motivationen, så er det jo også dræbende, at mine gamle buddies (de andre
gamle gnavne mænd) bare stiller sig op på deres windsurfboards, sejler og
har det sjovt, uden vel at mærke at blive våde eller kolde i samme omfang,
som det jeg kan forvente.
Jeg skal virkelig finde min indre kanindræber frem, for at motivere mig selv
til at kæmpe igennem en kold, lang, våd vinter, hvor jeg udelukkende ligger
i strandkanten og kæmper med drage og board.
Jeg ved nu at det var
en fejl at påbegynde et kursus på den tid af året. I hvert tilfælde for mig.
Uanset hvor dygtig jeg nu er, for det er jeg jo!!, så var det for kort tid
at lære det rigtigt, og med stor fare for at det ikke vil lykkes.
Det tror jeg nu nok at
det vil, for jeg har sådan set ingen planer om at opgive, men jeg er ikke
fuldstændig overbevist om at jeg vil sejle/bade igennem her i vinter.
Så det er nok ikke helt
forkert, når jeg i overskriften skriver at jeg søger motivation.
Håber at der er nogen
der vil bidrage med nogle rigtig gode argumenter for at forsøge at blive
kiter på denne årstid. Brrr.
Bensen
Gnaven gammel mand.
