skrevet den:28-08-2007

Overvindelse af mine skavanker.

Nu skal følgende endelig ikke misforstås som en pivefortælling eller noget selvmedlidende, navlebeskuende psykoævl,- .Det er ment som en fortællen om hvorledes en voksen mand (mig) overvinder de hurdler som alderen, evnerne, skavankerne og vægten giver. Helt seriøst.

Vi kan jo indlede med at fastslå at jeg ikke er noget naturtalent på et board,- bare hvis der skulle være nogen der er i tvivl. Nå ikke.

Jeg startede som bekend med at surfe som omkring 40 årig, jeg var ikke, og er stadig ikke, det mindste i form,- dette skal tages helt bogstaveligt. Jeg er fed uden dog at være truende overvægtig,- stiv i musklerne af for mange års mangel på fysiske anstrengelser, har et ødelagt højre knæ hvor jeg har et permanent flosset forreste korsbånd og har fået fjernet omkring 50% af begge menisker,- dette har danne arvæv, hvorfor mit knæ ind i mellem låser ( meget smertefuldt) Dertil kommer at jeg på ingen måde er et fysisk pragteksemplar,- jeg er typen der altid skal have lagt bukser op når jeg finder et par der kan nå rundt om maven........hvis I forstår. Og så er jeg en tøsedreng,- en ægte pivfis,- hvilket ovennævnte sikkert har fastslået.
Hvis min frue skulle læse ovennævnte ( gud forbyde det) ville hun sikkert kunne finde en del flere udsagnsord,- men jeg tror at det dækker.
Og så kommer det gode spørgsmål. Når nu ovennævnte er tilfældet,- hvorfor i al verden har jeg valgt at surfe?
rigtigt godt spørgsmål,- det stiller både jeg selv, konen og de fleste i min omgangskreds ofte. Hvorfor?
Fordi jeg ikke kan? Det svarer lidt til,- hvorfor bestiges bjerge? Fordi de er der!!

Det der gør at jeg trods mine kvaler bliver ved, er jo dels den glæde og udfordring det giver,- dels det faktum,- at jeg trods ovennævnte skavanker rent faktisk kan surfe, og ikke nok med det,- jeg kan surfe på et acceptabelt niveau.
Dvs at jeg kan plane, tage nogen gode ture, og ind i mellem ligefrem sejle fra ulveunger på windglidere. Nu er farten ikke et parameter for mig længere,- det er rigtigt,- mit primære parameter er at det skal være let,- sjovt og give lidt spænding. Dette opfylder windsurf til fulde.

Når jeg tager ud at sejle er det ligesom for alle andre, for at komme i planing og mærke den der fornemmelse af fart og fare,- fornemmelsen af at det her er sjovt og at man kan styre tingene.

Jeg har erfaret at man trods alder og diverse små fysiske handicap godt kan have det sjov,- og det er den primære årsag til at jeg holder ud.
Hvorledes overvinder jeg så de små stød og lidt større fedtpuder som livet har givet mig?,- hvorledes kan man kompensere for dårligt knæ?, og alt for mange glas rødvin?
Se det er kunsten, det er det´ der er fidusen at finde ud af. Jeg mener at have overvundet det meste,- ganske vidst bliver jeg aldrig nogensinde den hurtigste på bugten,- men pyt,- bare jeg kan komme ud. Jeg bliver heller ikke den der kan sejle 30 km i træk,- dertil er fysikken for dårlig,- men til trods herfor, kan man som lidt ældre udmærket have det sjovt og udfordrende.
Jeg har lært mig en række ting og bevægelser, måder at gøre tingene på,- og derfor kan jeg surfe.
En lille ting. Strandstart. Har I egentlig tænkt på hvor mange kræfter der spares ved at beherske denne disciplin? Nu skal jeg lige indsparke at der altså er meget stor forskel på at strandstarte med en 25cm finne og en 70 cm finne. Ikke teknikken,- men det er betydeligt lettere at komme op på slæden når man står i vand til knæet end til livet. Det er et eksempel på overvindelse eller kompensation for mangel på kræfter. Jeg kan strandstarte med store sejl, i meget lidt vind,- det kræver lidt akrobatik,- ser formodentligt ud som en chimpanse der parrer sig med en hval,- men det virker for mig, og det betyder at jeg dels sparer på armkræfter i forhold til at skulle trække sejlet op,- dels behøver jeg ikke at gå i hug med det dårlige knæ ( hvilket jeg slet ikke kan).
Vandstart: Når ellers vandet er lidt varmere end lige her i April, sker det faktisk at jeg vælger at hoppe i vandet for at vandstarte, frem for at knokle med at hive et 11m2 sejl op i 8m/s. Det er klart, at har jeg taget sejlet med ned i forbindelse med en vandtur, forsøger jeg altid at vandstarte. Det kræver lidt øvelse at vandstarte et sejl på10,7m2,-men det kan sagtens lade sig gøre. Herved sparer jeg også kræfter, og igen behøver jeg ikke at knokle med det dårlige knæ.
Vendinger: Er ikke hurtige eller elegante, men normalt ret sikre,- udelukkende fordi jeg ikke orker at tabe riggen,- af samme årsag vælger jeg som regel at bomme,- en manøvre der er enkel, sikker og forholdsvis hurtig.

Snorestart: Har jeg virkelig problemer med. Ikke så meget det rent fysiske, idet jeg jo sejler med min easy uphaul,- næ det jeg har problemer med,- er faktisk noget så banalt som at komme op op boardet. Maven tænker I sikkert,- det er den der støder imod,-og så er armene så korte at han ikke kan få fat ovenpå boardet.
Ok, det kunne det godt have være, men nej. Problemet er, at jeg ikke kan bøje i mit ene ( højre knæ) dvs jeg kan godt bøje det lidt, men ikke tilnærmelsesvis i retning af hugstilling. Det betyder at jeg nærmest er nødt til at rulle op på boardet,- det kan man også sagtens- men så kommer man i et problem når man skal have fat i ophalerlinen. Det er noget med at stå med strakt højre ben og bøjet venstre,- og jeg kan så fortælle at balancen ikke er helt optimal hvis der er lidt bølger. Men alligevel,- nu har jeg gjort således i 3 år,- det virker,- så hvorfor ikke fortsætte?. Selve ophalingen har før været et problem, især hvis jeg har smidt riggen flere gange hurtigt. Jeg syrer til i armene, uanset at jeg sejlede med et tykt reb. Nu benytter jeg easy uphaul, og bruger ikke særlig mange kræfter. Samtidig kan jeg jo tage en puster mens jeg har sejlet på vej op. Jeg er jævnligt til grin på spottet over den,- men det er til stor hjælp for mig,- og ret beset er det vel det vigtigste, ikke?

Trim: Jeg har brugt, og bruger rigtig megen tid på trimning,  udelukkende fordi at jeg så ikke bruger for mange kræfter på at kæmpe med udstyret,- den erfaring jeg trods alt har hermed ( trimmet altså) gør at jeg ofte har bedre sejladser end yngre men stærkere personer.

Fodstropper: Jammen også her er der noget vundet, ikke måske i forhold til mine skavanker og så alligevel. De er indstillet således at jeg hurtigt kan komme i dem, og derved spare på den tid hvor jeg skal holde riggen i armene. Det er sikkert ikke meget forskelligt fra hvad andre gør, men det er vigtigt at være opmærksom på, at det skal være så let som overhovedet muligt at komme i dem.

Finner: Hvad hulen har finner med Bensens skavanker at gøre? Jo, det har noget at gøre med hvor meget power der er i skidtet. Forstået på den måde, at jeg altid forsøger at vælge lige den finne der akkurat giver nok lift til at plane, ikke den finne der giver for meget lift. Udelukkende fordi jeg ikke har fysik til at kæmpe med det i længere tid. Dette betyder så til tider at jeg ikke kan samme højde som gutterne, men hvad så,- hvis det nu istedet giver en ½ time mere på vandet,- jammen er det så ikke givet godt ud?

Sejlstr: Det samme er gældende her, udelukkende den størrelse der giver planing, ikke mere,-- igen for ikke at ødsle med den begrænsede fysik.

Det var lidt områder hvor jeg har fundet ud af, at der for en gumpe som mig er noget at hente, og ovennævnte er medvirkende til at jeg trods alt kan sejle 2-5 gange om ugen i højsæsonen.
Grin I bare,- men det virker for mig,- og det er jo det vigtigste-

Igen, jeg vil lige understrege,- dette er ikke ment som selvmedlidenhed, på ingen måde,- det er ment som råd til andre som er i samme situation som jeg,- og herved kan se,- at man rent faktisk sagtens kan overvinde diverse hurdler.