Home     Bensen     Artikler  Test Log Trim Diverse rejser Albert

                                                                        skrevet den:28-08-2007

Øv, så er det pingvintid.

Her til morgen var jeg ude at hænge tøj på tørresnoren ( ja jeg er under tøflen så det bakser, men det har jeg ikke noget i mod....siger fruen) og i løbet af ganske få minutter kom jeg faktisk til at fryse om fingrene, til trods for at de var travlt beskæftiget med at hænge fruens mamelukker på snoren.
Så vi må nok berede os på, at tiden hvor vanter, opvaskeluffer og operationshandsker skal i gang igen....for I har da ikke tænkt jer at stoppe nu, vel??

Uha, hvor jeg dog elsker denne årstid,- jeg plejede jo at stå på stranden og klæde om, så jeg kunne komme i  neopren tørdragt, fik neoprenhætten krænget ned over flyveørene,- samlet velcrolukket omkring mine bæverkæber, få møffet dobbelthagerne ind under neoprenen. Ja det var tider. For slet ikke at overse nydelsen, efter surf, ved at krænge neoprendragten af overkroppen og derved udsætte min flotte velskabte torso for vindens påvirkning over min tætsiddende (meget, meget tætsiddende) indertrøje af et eller andet fabrikat der varmer enormt når det er indenunder, men tilsvarende afkøler hele kroppen når den bliver udsat for vindens påvirkning, hoppe på et ben helst ned i en ordentlig gang kold mudder, mens man hiver og slider i benet på dragten,- herefter af med det hele, konstatere at man nu har blå diller og den gemmer sig....ja det var tider. Nu er jeg jo overgået til en kitebøssetørdragt, så jeg går glip af de bedste momenter, kommer iført skiundertøj og en kaninpels (bamsedragt) over det har jeg noget andet tøj, idet man jo risikerer at fremgå at politiets døgnrapport, hvis man kører rundt i bamsedragt.

Tiden er nu kommet til at man skal sejle med vanter, luffer, handsker,......det er bare så lækkert. For det første har man med sikkerhed mistet en hver føling med bommen, der næst er der garanti for at man syrer til i armene indenfor de første 10 minutter,- herligt herligt.

Jeg har det sådan, rent mentalt, at jeg omstiller mig til en anden slags sejlads. Nu må man indrette sig på, at det ikke længere er surf 3 gange om ugen, men i heldigste fald een gang om ugen,- at der ikke længere er tale om de lange træk på flere timer og mange sm, men det er en hel anden slag sejlads. Man/jeg er mere opmærksom på forholdene, vejrmeldinger osv, tager ikke helt så langt ud osv. Det giver nu sig selv, for brugen af handsker giver nogen helt naturlige begrænsninger. Jeg hader handsker af et godt hjerte, har prøvet næsten alt,- sejler med luffer med hul i indtil det bliver omkring 5 grader, derefter overgår jeg til kitehandsker jeg selv har hærget.

Men stadig drager havet, selv om det er koldt og bøvlet. Jeg har faktisk haft nogen af de allerbedste ture i 0 grader og solskin. Sejlede nok kun ½ time,- men det var så flot, og en oplevelse man kunne leve højt på længe.
Heldigvis er havet stadig forholdsvis varmt, her i Århus ligger det på omkring 12 grader og det er da ok, med mindre man laver en rigtig modbydelig vasker..

Så jeg har da planer om at fortsætte nogen tid endnu, men vil selvfølgelig hellere sejle når man kan undgå handsker.

Det er pingvintid. Brrrrr

 

Sidst op

dateret 19-12-2007