En gnaven gammel mand: Problemer med dragen!

 

 

Hvis I har fulgt med i de andre blogs jeg har lavet, så kan den kloge læser (ved stadig ikke om en sådan findes på denne side) straks fornemme at overskriften er tvetydig.

Det er også hensigten.

Jeg har problemer med alle mine drager.

 

Uden at dette skal blive en samlivsbrevkasse, så kan jeg betro jer at jeg har lidt problemer med skal vi kalde det ”overdragen”.

Ikke sådan for alvor, for jeg er jo en voksen mand, der er på toppen af livet, har styr på det hele, andre mænd og hunde lytter når jeg taler…. Og kvinder tier…..ind i mellem.
Men nu det der med drager eller specielt Dragen. For det første har jeg aldrig nogen sinde kaldt hende for dragen, i hvert tilfælde ikke når hun har hørt på det…tror jeg.

Alligevel har hun tilsyneladende fornemmet visse hmmm sammenfald.

Senest jeg for alvor kom i knibe var da jeg snakkede med den anden gamle gnavne mand i mobilen. Nu er det jo sådan at jeg har vedtaget at alle mine drager er af hunkøn,- dette jo af de indlysende årsager,  at de både er dyre at anskaffe, at holde, er fuldstændige utilregninge, fylder og bedst som man tro at man har styr på dem,- så crasher de fuldstændig. Hm hm.

Men altså hun (fruen) overværede en samtale hvor jeg snakkede meget om dragen, hvor dum og ondskabsfuld den kunne være, at den var noget oppustet  og doven og flere af den slags meldinger.

Nu her bagefter kan jeg godt se at man måske, hvis man virkelig ville, kunne få den opfattelse at jeg snakkede om min frue,- det var på ingen måde tilfældet, vi diskuterede min 13ér. Men ordvalget sammenholdt med det uheldige faktum at kvinderne her i husstanden er på skrump,- ja,- det var en anelse uheldigt. Men på den anden side. Her i garagen hvor jeg nu opholder mig er der jo dejlig isoleret, og heldigvis har jeg trådløs internetadgang. Hunden komme somme tider på besøg så jeg er ikke så ensom.

 

Egentligt er det Ballongeneralens skyld. Han fortalte at sådan et apparat med liner benævnes drager. Det tog jeg troskyldigt for gode varer, og syntes egentlig at det var rimeligt. Man har jo en professionel tilgang til sit arbejde og udstyr. En pilot flyver jo ikke et flyvejern, jeg arbejder ikke på en båd men et skib osv. Altså arbejder en Ballongeneral med en drage, rimeligt nok.

 Kan bare ikke forstå at han ikke advarede mod ovennævnte problematikker,- ud fra hans oplysninger, og general snak kunne jeg forstå at begrebet konefaktor heller ikke for ham var helt ukendt.

 

Men nu havde jeg jo drageproblemer. Ovennævnte var med fruen. BetteOrken er egentlig ikke omfattet, idet hun har en alder hvor hun ligesom ikke rigtigt kan forstå sin faders visdom og erfaring. Faktisk er mest almindelige kommentar til mig i øjeblikket,- ”Ud af mit værelse”, ”eller du SÅ er pinlig”.

 

Problemet med min drage, altså ikke den ildsprudende, men den jeg forsøger at lære at flyve, er sådan set bare, at den ikke helt har forstået at den er anskaffet for at samarbejde, og ikke det modsatte.

Nu var jeg jo for kort tid siden på vandet med en kollega, en Thomas (slang for en kiter) Han er den venlige og imødekommende type, og han måtte medgive at dragen (den flyvende) ikke ville helt det samme som jeg. Nu var han for høflig til mere end at antyde at jeg måske skulle øve mig lidt mere i dragekontrol (stadig den flyvende) inden jeg gik i gang med boardet.

Som udgangspunkt er jeg nok enig med ham. Men. Men.

Ballongeneralen havde jo sine lyse indfald. Et af dem var at presse to gnavne gamle mænd, til at komme lidt videre. Havde han ikke presset os, havde vi stadig stået på plænen og talt Fiskens tæer. Han pressede os, og bagefter var vi jo egentlig ikke i tvivl om at det var det rigtige,- altså jeg var ikke i tvivl om at det var rigtigt at presse Fisken….

Nu bruger jeg så de kolde timer om aftenen herude i garagen på at tænke på, om ikke bare at jeg skal smide den drage til vejrs og så begynde næste katastrofe, dvs prøve med boardet.

Det tror jeg.

Det er straks meget værre med de andre drager. Altså dem inde i huset. Men det er en anden historie.