skrevet den
03-05-2009
Rs slalom 10,0
Denne artikel erstatter den artikel jeg påbegyndte i går
aftes.
Uheldigvis kom der uforudsete komplikationer til mens jeg
var i gang med at skrive.
For det første var jeg næsten i bund på den første flaske
rødvin,- dette plejer dog ikke at afholde mig fra at skrive, men kan dog
ikke helt afvise at det kan have indflydelse på indholdet af skriveriet.
Dernæst kom der jo El Classico,- dvs opgør i den spanske liga mellem Real
Madrid og Barca, og det er man jo ligesom nødt til at se.
Det var en kanonkamp, og jeg fejrede det med at knappe en
flaske rødvin (yderligere ) op
Da jeg så kl 23 ville fortsætte med skriveriet, tja så
var det lige som om at tasterne havde deres egen vilje, og jeg kunne ikke
helt huske hvad det var jeg ville skrive.
Jeg starter derfor på ny, og kører stadig kun på den
første flaske rødvin
Skål!!

Men lige for at vende tilbage til det denne artikel skal
handle om, så er det min Rs Slalom 10,0.
Som sikkert bekendt er jeg jo meget begejstret for mine
slalomsejl, derfor har jeg en serie på 6,2/7,8/9,2/10,0 hvor især 7,8 og 9,2
er helt geniale og spiller eminent.
Jeg har haft nogen problemer med at få min 6,2 til at
virke, men den er nu også i orden.
Derimod har jeg aldrig rigtigt fået min 10,0 til at virke
helt godt.
Har nu haft den i nogen år, men ikke sejlet meget med
den. Har aldrig helt fået trimmet den ind til noget fornuftigt, og vel
egentlig affundet mig med at min 9,2 virker så godt, at jeg ikke behøver at
sejle med noget større.
Det var jeg så nødt til at revurdere i går.
Som det også fremgår af forum, var der ikke den store
optimisme at spore lørdag. DMI lovede absolut ikke noget vind.
Alligevel var vi en del der troppede op, i det naive håb
at der alligevel ville komme et eller andet.
Efter at have snakket med Erling der var på stranden,
ifærd med at lave klubhus, driblede jeg til Åkrogen.
Vel nede kunne jeg se at Erling ikke havde overdrevet,
der var vel omkring 5-6 ms. Svendsen var allerede kommet og havde rigget en
12´. Han gik på vandet, og jeg kunne iagttage at han straks kom i planing.
Jeg gik derefter i gang med at rigge min 10´er som er mit
største sejl.
Jeg trimmede efter øjemål, idet jeg mente at kunne huske
at de påtrykte mål på sejlet skulle tages med noget forbehold. Dertil skal
jo lægges at sejlet dårligt nok er strukket færdig da de ikke har mange
timer eller styrt på kontoen.
Ud over at skulle rigge sejlet, ville jeg lige montere en
chickenstrap på mit formulaboard. Har længe ville det, men aldrig fået det
gjort.
Havde en strop liggende, så hvor svært kunne det være.
Hmm
Gjorde så lige den opdagelse, at der er forskellige str
på skruer til stropper. Jeg stod med (åbenbart) den store str og der skulle
benyttes en mindre. Så blev jeg så klog.
Smed min 70 cm finne på formulaen og driblede ud.
Og. Det blev ikke rigtig godt, rent faktisk lykkedes det
mig ikke at komme i rigtig planing på noget tidspunkt.
Vinden var en smule aftaget, vil tro at der var omkring
4½ til 5 ms.
Jeg pumpede, bandede, og forsøgte alt. NIX.
Jeg kunne godt, vil ikke sige sagtens, men dog uden de
helt store problemer, komme i planing, men aldrig så meget at jeg kunne
holde planingen ret længe, og kom aldrig i den bagerste fodstrop.
Nu kunne man jo nok forestille sig at jeg var rasende,
vred og vildt frustreret. Nix, det var faktisk ikke så galt. Selvfølgelig
var jeg træt af det, men jeg vidste dog at der var i minimale forhold.
Jeg valgte i stedet at tage det som en god dag på vandet,
hvor jeg kom ud til trods for at der var lovet ingen vind. OG HVIS I TROR
PÅ DEN, SÅ......
Nej, det var ikke så slemt, ud over at jeg på et
tidspunkt så "Gammel Nok" komme i planing og jeg stod stille, ligesom Den
forfrosne Nordmand også planede. I øvrigt med samme sejlstr, der er så til
gengæld 20 kg kampvægt til forskel. Men meget imponerende at Ole T
(Gammel Nok) kunne plane. Respekt.
Der var en del surfere ude i går, og der blev sejlet 10,
mig, og 11 samt 12 og 12,5 med forskellig variation af held, jeg var ikke
den eneste der stod stille,- men det er en anden historie.
Jeg prøvede forskellige trim af sejlet mens jeg var på
vandet, dvs at jeg slækkede udhal, op med bom osv, uden at jeg dog fandt at
noget af det gjorde nogen forskel.
I øvrigt var jeg inde at slække nedhal på et tidspunkt,
men uden gevinst.
Hvad jeg ikke forsøgte var mastefodsplacering, hvilket
jeg burde have prøvet.
Da jeg at tidsmæssige årsager (konefaktor) var nødt til
at futte mod hjemmet, rendte jeg ind i Sofasurfer der på en eller anden vis
var endt på Åkrogen, iført lædertøj og hjelm.
Bad lige ham og Svendsen kigge lidt på mit trim. Efter at
have kloget lidt, fandt vi ud at, at der nok skulle være lidt mere negativt
udhal end det jeg havde sejlet med, ligesom der kunne være en gevinst i at
give lidt mere nedhal.
Da jeg efter at vi havde rodet lidt med det på land,
skulle prøve det (stadig på land) måtte jeg medgive at det virkede som om at
der var kommet lidt mere power, samt at det var lidt blødere at stå med.
Nu fik jeg desværre ikke lejlighed til at prøve det på
vandet, men jeg er selvfølgelig fuldstændig overbevist om at var jeg gået på
vandet havde jeg bare planet afsted uafbrudt.
Men trods alt, en helt fin dag.
I øvrigt var vores lokale surffotograf til stede.
Per fik vanen tro lidt billeder i kassen. De kan ses
her.
Som vanligt kan man sige, så er det jo gode billeder,
bortset selvfølgelig dem af mig. Billederne er gode, men motivet....hm.