Home     Bensen     Artikler  Test Log Trim Diverse rejser Albert

                                                                        skrevet den:28-08-2007

 

En semibegynder?

Herligt udtryk, semibegynder, jeg skal skynde mig at indrømme, at det ikke er mit udtryk. Men faktisk finder jeg det ganske dækkende. Der findes begyndere, det er dem der er helt grønne, dårligt nok har fået deres første blå mærker, ved endnu ikke hvad et slyngstyrt er, og i det hele taget er ganske troskyldige og optændt af den hellige ild. Og hurra for dem.
Så er der den gruppe der kan benævnes semibegyndere, det er sådan nogen som mig. Vi har efterhånden en del skader på kontoen, brækket næse, fingre, måske lidt korsbånd og ledbånd, idet hele taget sådan jævnt fortrolige med de fleste genvordigheder der hører sig til windsurfing. For slet ikke at tale om ulykkerne på bankbogen.
Skrapsakkerne er dem, der har glemt/fortrængt skaderne, de ødelægger uhyre sjældent deres udstyr, de behersker stort set alle de gængse manøvrer og de har glemt hvor ondt det gjorde at lære dem.
Endelig har vi profferne. Til forskel for skrapsakkerne har de stadig smerterne inde på kroppen, de er nemlig til stadighed nødt til at lære nye ting, og det gør ondt. Rent faktisk er de ofte næsten lige så forslående som semibegynderen, med det er også eneste lighed.

Semibegynderen er en gut eller gutinde der har nogen år rent sejladsmæssigt på gumpen. Helt grundlæggende teknik som strand og vandstart er på plads, om end udførelsen af disse manøvre er af noget svingende kvalitet. De fleste ved hvordan man tacker, nulrer rundt med jibe, nogen sættes, men lang den overvejende del  mislykkes,-de sejler i stropper, men det kan drille noget. Faktisk er det tit således at stropperne ikke er flyttet helt ud endnu. De ved godt at de burde rykke på stropperne, men det er jo så behageligt og let som de står. Semibegynderen er også bekendt med de fremherskende teorier omkring bomhøjde, trim, finner osv, men der er absolut ingen garanti for at det følges. Ofte er der en del anarki ind over semibegynderen,----ja ja jeg ved godt at der ikke er nok nedhal, men det går jo nok lige i dag, osv.....kan I genkende det?
Semibegynderen er også den person der sejler rimeligt, men endnu ikke er blevet rigtig god,- det kan være ham der eksperimenterer med en masse, men det kan også være den dovne der bare kommer, samler grejet, sejler i et par timer og futter hjem i reden igen.
Normalt er semibegynderen nysgerrig og  skal  altid lige høre om hvorledes dette sejl eller board virker osv.
Den helt grundlæggende forskel på en skrapsak og en semibegynder er at en skrapsak kan få alt til at virke og stort set sejle på alt,- det kan en semibegynder bestemt ikke.

Jeg tror at vi er en stor går masse af semibegyndere, og måske netop derfor kommer der læsere på denne side. Fordi langt den overvejende del af surfere er nået til det stadie hvor også jeg opholder mig ( og næppe flytter ret meget)

På vores niveau er der også nok at tage fat på, meget at udforske og lære. Jeg eksperimenterer stadig med fodstopper,- nu er det ikke et spørgsmål om at komme i dem, men nærmere et ønske om at kende de forskelle de forskellige indstillinger giver. Ønsket om at kende en given positions egenskaber er meget spændende. I øjeblikket forsøger jeg at opfinde " plug and play" indstillinger på Fru Frandsen og hendes garderobe,- det er tæt på men er ikke helt lykkedes. Her spiller placeringen af fodstropperne meget ind. Jeg vil have en behagelig gang når jeg sejler, hvilke finne og hvor skal stropperne sidde....sådan noget optager typisk en semibegynder.
Jeg har sejlet i trapez i måske 5 år,- troede at jeg havde fuldstændig styr på det,- og så lige pludselig kommer der en skrapsak og fortæller, at hov,- det kan blive meget bedre og anderledes. Og så kommer man i det typiske semibegynderdilemma. Skal man blankt afvise gutten.........ja ja, det ved jeg sgu alt om, jeg har altså sejlet med trapez i lang tid,- pas du bare dig selv makker,- .........eller den ydmyge......ih altså , er det rigtigt?  hvor ved du altså meget,- kan du ikke vise mig hvordan???????

Det er ikke let.
Mht trapzen valgte jeg den røde model,- måske lidt modereret, men det viste sig faktisk at gutten havde helt ret, jeg blev klogere, men samtidig dårligere, for nu var jeg lige pludselig ikke god men dårlig til at sejl i trapez. Og det er jo den fare der er ved at modtage råd. Man risikerer at opdage/lære noget, og er man nu klar til det?
Det er jo møg irriterende at opdage, at det man antog var rigtigt, ikke er rigtigt, og dermed er man dårligere end man var inden man fik rådgivningen.....kan I følge tanken?
Bomhøjde er et andet eksempel. De færreste semibegyndere har den der latterligt lave bom,- men til gengæld har de sjælden virkelig eksperimenteret med højden. På et tidspunkt har man vedtaget,- det er min højde. Færdig.

Så en semibegynder er en god begynder der har en masse at arbejde med,- og helt ærligt,- er det ikke herligt??

 

Sidst op

dateret 19-12-2007