Home Bensen Artikler Diverse Albert

 

Så skal der scores..


En fortest af Bensen

Se den praktiske test nederst,- eller klik her

Her i den urimelige vinter har jeg jo en masse udstyr liggende, herunder også en helt ny dragt med helt specielle egenskaber,- dog er der lige et par detaljer jeg vil belyse.
 

Vi har vist alle set kiterene benytte denne slags dragter, men stort set ingen Windsurfere. Hvorfor ikk`?

Er det fordi windsurfere er nogle stivstikkere der ikke tror på det nymodens pjat?
Er det fordi ingen andre benytter dem?
Er det fordi kiterene benytter dem, og dermed er windsurfere afskåret herfra?
Virker den ikke til windsurfing?

Ja der er mange spørgsmål,- men Bensen kaster sig med vanlig mangel på ærefrygt ud i opgaven.

Allerførst må jeg nok hellere præcisere hvad det rent faktisk er for en dragt jeg anmelder.

Det er en Gul Solent 3-layer breathable drysuit GM0142.....eller på dansk, en skide ballonbøssedragt.
Nu er alle sikkert med.

Helt ærligt har jeg næsten aldrig set windsurfere benytte denne slags dragt, tilsyneladende foretrækker windsurfere den almindelige neoprendragt i tør/semitør/våd med de fordele og ulemper den nu har.
Hvorfor?

Jeg kender to windsurfere der har testet en tilsvarende dragt, dog med to meget forskellige opfattelser.
Den ene syntes at den var for varm, ubehagelig at have på, kunne ikke svømme i den.
Den anden syntes ubetinget at dragten var den største opfindelse for surfere nogen sinde. Benytter den stadig og er meget glad for den.

Jeg har jo en fortid i sejlbåde og joller, og dengang kom der noget helt nyt ( er jo ingen årsunge) nemlig tørdragter af nylon. Dengang var det virkelig en landvinding, og vi var næsten tørre da vi kom i land,- bortset fra kondens vi ikke kunne komme af med.
Senere i mine kølbådsdage og især på de lange distancesejladser var vi glade for Helly Hansen og det tykke Ocean Racing sejler sæt. Det blev markedsført som åndbart? Det var ikke min oplevelse, men da det var i to dele, bukser og jakke, kom man rimeligt af med sved og kondens.
Den nye dragt Gul Solent kan bedst beskrives som en sammensmeltning mellem de to ovennævnte produkter.
Umiddelbart er dragten af nylon, meget tæt vævet, med forstærkninger udsatte steder, og så 3 lags.
Fidusen ved dragten, ud over at man er tør, skulle være at man isolerer sig fra kroppen og ud mod dragten, alt efter temperatur og personlige præferencer.
Og her kommer vi nok til første hurdle:
Hvis man skal følge anbefalingerne fra producenten,- henvender dragten sig nok primært til enten gifte surfere eller personer uden den ringeste blufærdighed.
Jeg har anskaffet mig udstyr helt som foreskrevet.
Allerførst sved/ski undertøj af godkendt fabrikat: Hvilket som helst skiundertøj kan benyttes, men det er dog meget vigtigt at det kan transpirere sveden væk fra kroppen.
Og nu kommer vil til det egentlige problem.


Mellemdragten.


Det er nok de færreste unge mænd der tør troppe op i en sådan. Jeg har min store tvivl omkring evnen til at score en surfsild når man kravler ud af sin tørdragt og fremstår i viste kanindragt.

Billedet blev noget uskrapt, for fruen knækkede fuldstændig sammen af grin da hun skulle fotografere min lille smækre krop indpakket forskriftsmæssigt. Dette kombineret med mine elegante dansetrin gjorde bestemt ikke fotografens job lettere forsikrede hun.

Fidusen ved denne dragt ( i daglig tale sparkedragt el kanindragt) er at den jo er i et stykke,- er lavet af fleece og vildt god til at isolere. En fordel ved at have en dragt i et stykke er jo indlysende at man ikke skiller på ryggen og derved får et koldt stykke,- alternativt at man ikke taber bukserne under en særlig vanskelig manøvre.

Ak ak, hvad en stakkels skribent ikke udsætter sig for....bare for bringe nyheder. I ville sikkert ikke se nogen oplæsere fra TV avisen ofre sig sådan.....!!

Endelig ifører man sig tørdragten.
Man kravler så at sige ind i den, stikker hovedet og armen igennem respektive huller, lyner lidt op,- og så...vigtigt går ned i knæ for at få luften lukket ud af dragten,- først herefter lyner man helt op.

Om selve dragten:

Den er sådan set i ét stykke, der er integrerede fødder og hals og arm manchetter.
De første dragter havde hoved og arm manchetter lavet af gummi. Dette tørrede dog for hurtigt ud og revnede. Denne dragt er forsynet med manchetter lavet af Neopren,- hvilket skulle give de kendte fordele fra neoprendragter.

Som det ses er halsen af neopren.

Foden er integreret i dragten. Det anbefales at benytte en strømpe med uld indenunder, og så en normal sko/støvle ud over.



 

Dette er som nævnt en fortest. Jeg har ikke prøvet dragten endnu, og vender selvfølgelig tilbage når jeg har testet.
Det jeg især er optaget af er om den er varm nok?
Er den behagelig at have på? Hvordan virker den når man tager den af og på? En helt stor fordel skulle jo være at man krænger dragten af,- står så i sin kaninsparkedragt, og tager sit tøj ovenpå. Ikke noget med at stå våd og frysende og kæmpe med sin omklædning.
 

Jeg vil dog indrømme at jeg er noget spændt på hvordan den er at svømme med,- samt om den lidt specielle lynlås

Kan holde 100% tæt.


Pris: dragt         kr. 2599,00
        Kanindres kr. 528,00
        Undertøj   Kr. 198,00 pr del.

Vejledende priser.

 

Fås bla hos Surfline i Egå, tlf. 86176765



En fortest af Bensen. Håber at I bærer over med at jeg rent faktisk ikke har prøvet tingene,- men jeg tror ikke at I kan finde andre anmeldelser af dragten og tilbehør......vel at mærke foretaget af windsurfere.

 

 

Endelig test til søs....

I dag i det flotte vejr, fik jeg endelig lejlighed til at prøve dragten. Dette faldt sammen med første surftur siden den 14.1.2005.

Måske derfor er det svært at få hænderne ned.

I flot vejr med NNV- lig vind, ca. 4-8 m/s, næsten helt fladt  vand og solskin, temperatur omkring 5 grader, valgte jeg at teste og afprøve dragten med hele udklædningen iht. anbefalinger.
Dvs. at jeg iførte mig Gul Baselayer ( skiundertøj) ovenover det ( efter at have trukket gardinerne for, så nabokonerne ikke kunne kigge ind) kaninsparkedragten. Ovenover det havde jeg en lille smart overtræksbuks og min jakke, det hele krydret med min yderst elegante fleecehue.
Vel ankommet til spottet, rigger jeg sejl og board til,-

Efter tilrigning smider jeg overtrækstøjet og finder dragten frem. Når man står i sneen og mærker på 1mm nylon, har man mest af alt lyst til at smide dragten ind i bilen igen, og finde den solide vinterneoprentørdragt på 6mm frem. Men Bensen skyer altså ingen udfordringer for at formidle....så jeg kravler ombord i dragten.
Allerførst må jeg nok hellere rette en udtalt misforståelse. En tørdragt som den jeg tester her, er ikke lettere at komme i, end traditionelle tørdragter med vandret lynlås på ryggen. Det kræver noget af en akrobatisk overkrop at sno sig ind i dragten.
Fif: Når benene er kommet i, itrækkes højre arm og hovedet samtidig.
Herefter kræves kun at man kan dreje venstre skulder af led, samtidig med at man drejer hovedet 70 grader rundt mod ryggen. Når denne indledende opvarmning er overstået, kan man lyne halvt op.
Vigtigt: Nu er det ned på hug, og presse på overkroppen, således at luft i dragten kommer ud. Når det er sket kan man lyne helt op.
Lynlåsen er noget speciel ( den medfølgende ansvarsfraskrivende vildledning, foreskriver smøring) og der skal nogen kræfter til at lyne op og ned. Dette vil dog sikkert blive mærkbart bedre ved brug og smøring.
Man kan selv lyne op og ned,- lynlåsen går fra venstre skulder til højre hofte,- oppefra og ned.
I mine øjne er det en fejl. Lynlåsen skulle løbe nedefra og opefter ud fra en betragtning om vandtæthed,- ligesom, viste det sig, lynlåspinden, ender så den kommer/kan komme i konflikt med trapezbæltet. Omvendt og sikkert af samme årsag, vender lynlåsen netop nedad,- når nu den stakkels surfer er blevet trængende og skal nødlænse, ja så behøver man ikke at lyne hele dragten op,  men kan så at sige lette lynlåsen de nødvendig cm.
jeg havde mine normale sokker på, og det gav lidt problemer med at få den ene sko på. Jeg har en ide om at jeg vil hugge et par af fruens nylonstrømer ( ja ja, nu tænker I nok jeres.....tsk tsk) men rent faktisk kunne jeg forestille mig at skoen ville glide lettere på. Det er nogen asen og masen. Alternativt kunne man købe sko et nr. større.
Efter at jeg var blevet lukket ind i dragten, iførte jeg mig mit normale trapezbælte (NP siddetrapez). Jeg frygtede at lynlåsen på dragten ville konflikte med kanten af trapezen, men det gik lige. Andre modeller trapezer har måske en anden pasform, og vil derfor måske gnave. I hvert tilfælde er det noget man skal være opmærksom på, og undgå.
Om lynlåsen i øvrigt. Når den er lynet helt ned, og man kæmper med ombordstigningen,- tror jeg man skal være opmærksom på ikke at voldbolle den nederste del af lynlåsen,- der hvor lynlåsen stopper,- det område virker sårbart tror jeg. Ligeledes skal man være omhyggelig med at få lukket helt,- men heri adskiller denne dragt sig jo ikke i forhold til andre,- udover at man bliver våd allerede i skridt højde, og altså allerede når man går ud for at starte.
Da jeg iførte mig vesten, måtte den spændes en del ud,- det er muligt,- ja rent faktisk ganske tænkeligt,- at jeg er blevet federe i forhold til da jeg sidst havde den på, men umiddelbart virker det som om at dragten og inderbeklæding rent faktisk fylder en del. Altså både vest og trapezbælte skulle spændes ud.

Hvordan føles det så at have det på, i forhold til en traditionel tørdragt? ( på land)
Meget behageligt, betydelig mere bevægelsesfrihed, den der fornemmelse af at være spærret inde, som alle vi tørdragtsbruger kender,- ja den var slet ikke til stede.
Alle bevægelser var langt lettere, ikke noget der strammede,- ud over hals og håndledsmanchetter. Disse strammede også noget,- men i betragtning af at det var første gang jeg havde den på, kan der ikke lægges noget i det.
Størrelse på dragten passede mig fint.
 

Hvordan føles det så at have det på, i forhold til en traditionel tørdragt?
( til søs)

Jeg må indrømme at jeg var noget spændt da jeg gik ud i vandet,- føltes det koldt? føltes det som en bæreposte der kom i vand?
I forhold til en normal dragt, bliver man slet ikke våd ( en tørdragt er i virkeligheden en våddragt med tættere/tykkere masse) dvs. at det heller ikke var koldt på den måde man normalt mærker det,- det var køligt, og man kunne mærke hvor langt op vandet gik, men det var ikke koldt.
Jeg gik ud til livet, hvor jeg lavede en strandstart. Her mærkede jeg tydeligt, at bevægelserne er lettere, det er ikke noget der hæmmer på samme måde som med en normal dragt. Senere i dag, lavede jeg strandstarter under minimale vindforhold og når man har en finne på 70cm kræver det jo nogen akrobatik. Den nye dragt er i disse forhold en forbedring.
Selve sejladsen. Tænkte slet ikke over ulemper rent bevægelsesmæssigt,- mine underarme syrede lidt for hurtigt til. Det kan der være to årsager til. Mangel på sejlads, eller at neoprenmanchetten var for stram. Begge dele vil formodentlig blive bedre med tiden.
Jeg sejlede i 5- 8m/s og stod forholdsvis stille på mit formulaboard. (rent bevægelsesmæssigt) Det kunne måske virke som om at denne dragt er køligere overfor vindpåvirkning i forhold til traditionel dragt. Dog skal man ikke bevæge sig ret meget før man får varmen.

I vandet:

Nu plumpede jeg ikke i vandet i dag, derfor afholdt jeg en lille test da jeg var færdig med at sejle.
Gik ud til brysthøjde. Jeg tror ikke at man kan svømme ret hurtigt med denne dragt,- dertil er der for meget modstand af løs dragt,- den traditionelle dragt vinder.
Det føles anderledes at være i vandet med den nye, men ikke nødvendigvis koldere. Havtemp. omkring 0-½ grad i dag.
Det er lettere at lave vandstart og kravle ombord med nye dragt pga. bevægelsesfriheden.

Efter sejlads:

Lige så snart jeg havde trukket mit udstyr over diverse sten og op på græsset, futtede jeg op til bilen og klædte om.
Det er ubetinget rasende lækkert og behageligt at kunne smide dragten, og derfra bare trække overtøjet på, hoppe i skoene og vade tilbage til udstyret.
Mit skiundertøj var let fugtigt. En løsning var selvfølgelig at stå med åben kanindragt og dampe af i 5 min, men med nuværende temperaturer giver det sikkert en dobbeltsidet lungebetændelse med lakridssmag. I øvrigt er det ikke ubehageligt og bare ment som en oplysning.

Fordele og ulemper:

Ulemper.

  • Dyrt med skitøj, kanindragt.
  • Sårbar lynlås.
  • Kan måske rives?
  • Ikke særlig velegnet til hurtig svømning 

Fordele.

  • Tørt.
  • Fordel omklædningsmæssigt.
  • Stor bevægelsesfrihed.
  • Varmt.

 

Hot or not?

Det ved jeg simpelthen ikke. Som jeg ser det er valget noget betinget af hvilke form for sejlads man foretrækker. Sejler man så der er risiko for at komme langt fra udstyret, og dermed skulle svømme hurtigt, vil jeg nok ikke vælge denne dragt. Sejler man så der er store chancer for at rive dragten, ej heller. Husk på, at en iturevet dragt af denne type er langt mere sårbar end en traditionel dragt,- al isolering forsvinder  øjeblikkeligt med alt hvad et betyder af afkøling osv.
Sejler man stabilt og er man ikke meget i vandet, ja så er denne dragt absolut et godt alternativ.
Jeg ved ikke noget om holdbarhed, der følger lapper og lim med denne dragt, men passer man lidt på, så er det forhåbentlig ikke nødvendigt.

Hvad ville jeg vælge?

Jeg er den lykkelige ejer af både den nye dragt, samt en traditionel Gul 6mm tørdragt, 6 måneder gammel.
Hvad ville jeg vælge?

Da jeg sejler store brædder i beskyttet farvand, vil jeg vælge den nye dragt, bevægelsesfriheden og omklædingsfordelene er så betydningsfulde for mig,- så ubetinget den nye dragt.
Link til registreringer
Bensen

070305

Sidst op

dateret 19-12-2007