Surf og signaler
Jeg har tit undret mig over, hvor trofaste surfere er overfor deres
materialer og forhandlere. Egentlig kunne man tro, at 96% af alle surfere
er teamsejlere,- især når man ser på deres tøj, biler osv. Der er ingen
grænse for, hvad der bæres af mærker. Kig engang på bilerne når du næste
gang er på stranden,- stort set alle er påklistret skilte så som: Gaastra,
NP, Bic, JP, Starboard, F2 og DK. Ikke nok med det. Udstyret, der fragtes
frem, er også tydeligt mærket med firmalogoer og navne, utallige
farvestrålende produkter trækkes frem. Bordbags og masteposer, og så her
kommer mit problem… sejlposer.
Pamella A og Bensen
En del af mine venner er ikke surfere, og de har derfor den romantiske
forestilling om den veltrænede mand, strålende af macho og muskler,- helst
foran nogle tilbedende babes i Pamela A-format… you got the picture…?
Jeg gør jo mit for ikke at bibringe dem andre antagelser,- har f.eks lært
at have trukket maven ind når jeg står i profil,- viser mig aldrig i
kortærmede skjorter osv… Macho altså,- lugten af neopren,- saltvand i
håret, solbrændt og rask… i det hele taget en mandesport, der oser af
muskler og tiltrækker østrogensvulmende babes i alle afskygninger. Ikke?
MACHO!!
Og så kommer mit problem,- altså ikke at min virkelighed klart adskiller
sig fra ovennævnte, ligesom mine kvindelige bekendte, med få undtagelser,
absolut ikke lever op til ovennævnte beskrivelser (håber som sædvanligt at
højesteret,- altså fruen, ikke læser med), i øvrigt er jeg kommet i en
alder, hvor alle kvinder under 30 vender det hvide ud af øjnene, når jeg
henvender mig,- ja rent faktisk er det nu kommet så vidt,- at de ikke har
den mindste blufærdighed tilbage under deres omklædning. Jeg er med andre
ord harmløs. Suk.
Det var de sejlposer…
Nå,- nu kan jeg vist ikke trække den mere,- sejlposer… hov i øvrigt, ved I
hvorfor min frue hedder højesteret? Fordi hun afsiger kendelser, der ikke
kan appelleres… eneste instans tilbage er EU´s menneskerettighedsdomstol.
Nå det var det der med sejlposer. Ja, jeg har det problem med dem. Rent
faktisk er det et ganske alvorligt og dybt seriøst problem. Når jeg kommer
ned til stranden og læsser mit udstyr af - boardbag, mastepose, bom,
forlænger og posen med våddragt - ja så er der ingen der kaster et blik.
Men når jeg så langer masteposen frem,- ja så bliver det helt stille på
stranden. Der bliver skævet en del til mig,- de surfere, der står i
nærheden, beskæftiget med at trække i våddragt sætter sig straks ned for
ikke at vende bagen i min retning,- en spredt fnisen undslipper de fleste.
Nu siger jeg det én gang, og så snakker vi ikke mere om det: Min
sejlpose er lyserød!!
Så er det kommet ud - åhh hvilken lettelse.
Jeg har udviklet en metode, der er ganske god til undgåelse af eventuelle
misforståelser på stranden. Jeg venter altid med at komme indtil der er
mange surfere i gang med at rigge til,- når jeg så er sikker på, at de
alle er beskæftiget med deres trimning,- fiser jeg ud, hiver sejlet ud af
bag´en, og skynder mig at hænge det formastelige sejlklædningsmateriale
omkring nærmeste board. Så kan jeg i ro og mag koncentrere mig om min egen
tilrigning. Sjovt er det imidlertid at se den stakkels surfer, der er
blevet udvalgt til tørresnor for min sejlpose,- forsigtigt kigge sig
omkring,- og derefter lægge posen diskret under en andens board.
Og det stopper ikke her
Faren for at mine seksuelle præferencer kan blive misforstået på standen
er nu ikke eneste problem med den farve sejlpose. Næ, der er den berømte
konefaktor!!!!!
Som bekendt er gifte surfere i den situation, at vi må alliere os med
naboer for at få indsluset nyt udstyr. Den gængse og gennemtestede version
er jo den, at det nye sejl det første år ligger i naboens garage,- indtil
at posen har fået et passende skær af brugt og slidt,- herefter indsluses
det i stakken af gamle sejl på den normale opbevaringsplads.- ikke noget
problem,- det virker hver gang. Har man ikke en nabo,- eller er han ugift
og dermed uforstående overfor problematikken,- er der jo mudder/hyben
tricket,- af mig ofte benyttet. Det går som bekendt ud på, at man næste
gang man er på standen lige gør posen lidt våd,- ruller den i lidt
strandsand og trækker den igennem nærmeste hybenbed,- dette giver et
tilpas skær af gammelt og brugt. En anden version af samme, og i mangel på
hybenbuske er at binde sejlposen til anhængertrækket på bilen og køre lidt
rundt,- dog er det vigtigt at huske på ikke at komme over ca. 45 km/t idet
man ved hastighedsoverskridelser opnår den bieffekt at a sejlposen der
typisk er lavet af nylon, antænder og derved smelter sammen med sejlet.
Godt nok får posen det ønskværdige look, men det behøver jo ikke
nødvendigvis også at gælde sejlet vel?
Er Torben Kornum til det lyserøde?
Problemet med min sejlpose i den der farve I ved nok,- er bare, at uanset
hvor mange hybenbede og voldgrave jeg slæber bæstet igennem,- gør farven
at den springer i øjnene… jeg har sejlposer i gul, blå og rød,- vist nok
også i grå og lysebrun,- men lyserød,- intet,- gentager intet,- matcher
den farve i min ellers omfangsrige sejlbeholdning.
Jeg har på et tidspunkt forholdt Torben Kornum (importør af posen) sagen,-
han kunne straks identificere problemet… (ja, ja, vi tænker så også
vores)… og ville gå videre med sagen, idet der jo er kolossale
verdensomspændende salgsmæssige forviklinger ved at sælge et sådant
produkt. Jeg fik lovning på, at han ville videregive problemet med
konefaktoren,- og jeg ser frem til at fremtidige produktioner af sejlposer
vil være med et skær af gammel og patina,- gerne tilsat lidt sand og
skjolder.
I øvrigt er jeg ganske tilfreds med indholdet af posen,- et fremragende
sejl,- med det tæller jo ikke rigtigt, set i lyset af ovennævnte.
01.05.05 |
