home
home                      artikler                    om bensens.dk                albert            forum               ordbog             log              kontakt
 
skrevet den 21-02-2008

 

Udhalstrim, nødvendigt eller ej?

 

Der er i nogen grad lidt tro i det her.
Dengang jeg begyndte at surfe var der på mit homestpot en del kapsejlere der sejlede mod hinanden og hyggede sig med at jagte begyndere, i særdeleshed mig. (nu har vi næsten ingen kapsejlere, men en masse begyndere og stadig mig)

De havde deres formulaboards og enorme sejl, mega lange bomme, en masse snore, og så havde de solbriller. Uha.
De var omgivet af en særligt aura af utilnærmelighed, og alle deres liner var derfor at sammenligne med noget meget teknisk og indforstået noget.
Alle deres liner på bommen var i al troskyldighed bare udhalstrim.

Dengang var brugen af udhalstrim begrænset til store sejl på 10,5 m2 og derover. Efter min opfattelse er dette ikke nødvendigvis gældende længere.

Efterhånden som jeg støt og roligt smadrede sejl i større og større størrelser, blev jeg af forskellige skrapsakker opfordret til at montere udhalstrim på mine bomme. Det fik jeg sådan set aldrig gjort før jeg købte en bom med det fastmonteret.

Siden har jeg aldrig sejlet uden. Det er der en lang række årsager til, men først. Hvorfor overhovedet have vario hal på bommen?

Naturligt nok startede det med det store sejl. Selv om man havde givet rigtigt nedhal inden man gik på vandet, kunne det let ske, at vinden ændrede sig mens man sejlede, eller at man havde fejlvurderet vindstyrken. Det er ikke så let at justere nedhal på vandet (faktisk umuligt med de store racesejl, de bliver trukket ned med en nedhalsfætter og har et tryk på  ca.700 kg)
En af de steder man dog kunne ændre når man nu var på vandet, var trykcenteret i sejlet. Ved at justere hvor meget spænding kunne man optimere sejladsen.
For de der ikke har prøvet det, så er det en noget af en oplevelse at stå med et sejl på 11 m2 og vinden lige pludselig tiltager, eller der kommer et pust. Man bliver rykket midt over.

Det er for mig blevet en sutteklud, det er en tryghed at vide, at kommer der et stort pust, så flader man bare sejlet og så overlever man nok alligevel.

Kort fortalt er udhalstrimmet et vigtigt trim-instrument. Ved at slække kan man give sejlet mere power, og tilsvarende at stramme, mindre power. Man kan flytte trykpunktet i sejlet, og når man har vænnet sig til det, er det simpelthen uundværligt.

Jeg benytter udhalstrim på alle mine sejl, også på 6,2.

Rent praktisk er det også lidt lettere når man rigger til (min mening) Jeg sejler jo sejl med cambers, og det betyder under tilrigning at jeg skal stramme udhalet når jeg skal have cambers på, når de så sidder og der er givet nedhal, skal jeg trimme på udhal igen.

Uden at være 100% sikker, leveres de store carbonbomme med udhalstrimhjul fast monteret på/i bomenden. De fleste mindre bomme kan enten fås med udhalstrim, eller der kan købes en bom-ende der muliggør dette.
 
Spareparts til en X6 bom, bestående af:
Bomende med trimhjul
Monteringsbeslag til clamcleats, snore og trimhjul
Her er min nye X6 monteret med udhalstrim. Faktisk netop det sæt der fremgår af øverste billede.

Jeg har ikke rigget et sejl på bommen endnu, så jeg mangle at justere længden på linerne, men det er jo grundlæggende et spørgsmål om at lave nogen nye pælestik

(Artikel om at binde et pælestik, er pt. ikke under overvejelse)

Her en af mine andre bomme, en Fibeerspar carbonbom. Denne kommer fast leveret med bomende med integreret timhjul.
Dette hjul indsættes i sejlets udhalsøje og løkkerne der stikker ud af bomenden sættes over.

Ved at fastgøre linen i clamcleaten på bommen i den ene side, og hive i linen på bommen på den anden side kan man nu trimme sejlet.

(det regnede her hos mig idag, og jeg gad derfor ikke rigge et sejl til, hvis denne fotoserie ikke giver mening, så må jeg jo tage lidt flere fotos, så smid lige et skriv på forum)

Fik lige lidt hjælp fra www.peterman.dk der skaffede et billede der klart viser det hele samlet og monteret.

Når man er en kylling som jeg, der altid skal bruge de første 10 minutter på vandet til at overbevise mig selv om at det ikke blæser for meget, er denne opfindelse simpelthen genial. Dette er sådan set uanset om jeg sejler 6,2 eller 11 m2.

Udhalstrim er simpelthen min sutteklud, og jeg kunne slet ikke forstille mig at sejle uden.

Endelig skal jeg huske at skrive, at brugen af udhalstrim når man sejler race, eller lidt mere avanceret,  åbner en række andre muligheder i forhold til højde, sløring,  opplaning osv,- men det vil jeg ikke komme ind på her.

Endelig vil jeg da lige henvise til en teknikside( www.peterman.dk) hvor der er masser af uddybende information Her.

I øvrigt kan udhalstrim med bare en lille smule materialer laves af små blokke og cleats der kan købes i en hver sejlsportsbutik. Kig på spottet, og du vil med sikkerhed se en masse forskellige versioner.

Advarsel: Hvis du først har sejlet med det, vil du aldrig sejle med andet. Stærkt vanedannende