skrevet den
14-10-2010
Undersøgelse
Ja, så oprandt dagen hvor jeg skulle undersøges for
den/de skader jeg pådrog mig da jeg forsøgte at kite på for lavt vand, jvf
tidligere artikel og skriv herom.
Havde gennem pres på min læge, fået en henvisning til
Brædstrup Friklinik til en forundersøgelse, med henblik på endelig afdækning
af skade og evt behandlingsforløb.
Hvis jeg lyder lidt formel, så er det efter et par dage i
det offentlige regi, med diverse slagsmål om henvisninger, ventelister osv.
Men jeg trillede til Brædstrup i dag. Kan godt køre bil,
især med cruisepilot,- det sværeste er sådan set at komme ind og ud.
Vil lige indlede med at rose personalet og forholdene
generelt på Brædstrup, effektivt og for en gang, et venteværelse forsynet
med alle de magasiner man på nogen måde kan forlange, og vel at mærke
opdaterede.
Så det var med nogen beklagelse at jeg måtte lægge
seneste version af et historisk magasin om Hitlers stormtropper fra mig, for
at komme med lægen til undersøgelse.
Som alle læger lærer på universitetet, så havde han kolde
fingre, læsebriller i en snor om halsen,- og han skulle jo lige manipulere
mine led lidt.
Altså det der med at vride, trykke, dreje, hive, skubbe,
bøje, nive osv.
Faktisk fandt han på alle de bevægelser jeg ikke syntes
om, og ikke nok med det, han fandt også en masse steder at trykke, og de
gjorde hulens ondt.
Resultatet af det hele endte med,----ikke noget.
På grund af smertetraume, samt hævelse i knæ, kunne kan
kun med sikkerhed konstatere at jeg ikke havde brækket noget, samt at en evt
blødning i knæet var stoppet.
Hans antagelse var en ledkollision, det vil sige, at
knæled, der hvor henholdsvis underben og overben ender i knæet, var
kollideret på forsiden (landet med strakt ben, og fortsat fremover med
kroppen) herved havde jeg overstrukket/ revet samtlige sener, ledbånd,
menisker og hvad der ellers findes inde i et knæ, for det er det på ingen
måde bygget til.
Omfanget af skader, påført ved denne manøvre (som jeg må
fraråde) kunne ikke fastslå pga hævelse og smerter.
En nærmere undersøgelse af ledbånd og menisk udstår
indtil smerter har fortaget sig.
Med andre ord.
Jeg skal holde mig helt i ro i de næste 14 dage, og så
håbe på at hævelse og smerter er så fortaget, at der kan konstateres i
hvilket omfang der er gjort skader.
Så tidligst om ca 14 dage, kan det konstateres hvad der
er galt, og så først herefter iværksættes en behandling. Jubii.
Så, jeg var noget trist da jeg kørte hjem, for jeg er jo
ikke en fis klogere end da jeg kørte, og operativt indgreb spøger stadig.
Jeg må nok indse at sæsonen er slut for mit vedkommende,
og det er jeg meget, meget ked af. Var så tæt på at kunne kalde mig kiter,
havde nye kites klar og ved at have et godt kite-netværk.
Alt det sætter jeg nu over styr.
Kan ikke engang windsurfe, for risikoen for et vrid i
knæet, selv et mindre, vil være helt ødelæggende for heling,- dertil kommer
at min muskelstyrke i knæet er på retur.
Vil nu forsøge at holde formen ved dels at skrive her på
siden, dels få lavet nogen øvelser på motionscenteret, der styrker resten af
kroppen. Men ved ikke lige hvordan man holder formen ved lige når man ikke
kan belaste det ene ben.
Gode forslag modtages gerne.
Oven i det hele, har det vist sig, at min helbreds og
sundhedsforikring i PFA, IKKE vil dække evt privathospital og hvad der
ellers måtte være, da kitesurfing er katagoriseret som farlig sport på linje
med faldskærmsudspring og bjergbestigning.
Blot til info.