Voldsomt rasende og utilfreds.

Nu er det altså nok!

Nu må gøres noget,-----forbyde dem!

Ikke tillade offentlig adgang!

Hvem?

Kvinderne på cykelstierne, sæføli`

Jeg fuldstændig på randen af en alvorlig nedsmeltning, rasende, vred, frustreret og overtændt.

Vi er vel enige om at jeg er hankøn, voksen, udvokset (endda meget) , forsynet med alderens erfaring, og i øvrigt anser mig selv for rasende farlig.

Hvad sker der så?

Jeg blev IGEN nakket af en kvindelig cyklist, iført Centurion 3 gears og Hama barnesæde med indhold!!

Egentlig havde Ib Rene´og jeg overvejet om det var på tide med en surftur her i eftermiddag. Imidlertid har vi i Århus haft buldrende tæt, tyk, kold tåge og nærmest vindstille. Der var derfor ikke ligefrem den store begejstring for en surftur, og jeg besluttede at tiden var kommet for at genoptage min motion, dvs cykling.

Jeg har ligget underdrejet i 3 uger, så jeg var måske ikke helt skarp, men alligevel.

Her kommer et stykke prægtigt mandfolk, iført GPS og cykelbukser, 18 gear og vandflaske, og hvad sker der?

Tror I det er sjovt? Motiverende? inspirerende? og på nogen måde igangsættende for yderligere motionstiltag for den gamle fede redaktør?

Jeg kom ræsende iført Borat dress, svinger ud fra turen omkring søen, og ved nu at jeg har ca. 3 km stigning foran mig. Samtidig med at jeg kommer ud på cykelstien ser jeg 133 meter længere nede, en kvinde i midt trediverne med påspændt barn og gummisko komme cyklende. Hun så ikke engang ud som de der gamle harper der er helt afmarvede af for megen motion, næ hun lignede nærmere nabokonen eller en yngre sygeplejerske.

Jeg drejede altså ud, og vidste at jeg havde nævnte stigning foran mig. Følte mig også noget presset af min viden om at hun kom ræsende. I øvrigt var jeg jo allerede gået død i benene flere gange, jeg kunne godt mærke at jeg havde skulket i lang tid.

Men ham der cykelhandleren havde jo øffet en del om at det gjaldt om at holde kadencen, så gik man ikke død, ligeledes havde jeg fået at vide at det gjaldt om at skifte gear tit. I mit tilfælde desværre nedad.

Jeg kommer stadigvæk farende ud på cykelstien, hun og hendes øgleyngel ligger nævnte 133 meter agten for mig. Jeg ved at det går op af bakke,.....tænker på at holde kadencen og gearer 1 gear ned,- det hjalp...i 15 sekunder,- et gear mere ned...hjalp i 10 sekunder, og hold da helt kæft hvor er det stejlt,----godt at man cykler på en mauntainbike med 18 gear,- mærker at jeg kører på syregrænsen, tænker på cykelhandleren....kadence, kadence......gearer ned.....det hjælper i 5 sekunder,- mine ben kører nu som trommestikkker,- gearer ned.....hva. f...... jeg kan ikke komme mere ned.............hører kvinden kvidre med sit barn....jeg går til i syre. Vælter lige så kontrolleret ned i en grøft...damen kigger ned til mig mens hun snakker med barnet, og fortsætter.

Efter at jeg havde ligget i 2 minutter og sundet mig sammen med diverse skruptusser og mudderklatter, måtte jeg jo erkende mit nederlag, der var ingen chance for at jeg kunne hente hende på en spurt. I øvrigt tør jeg slet ikke tænke på hvad der ville ske, hvis altså hun havde travlt?

Jeg tror at jeg vil vende tilbage til min oprindelige opfattelse af, at en hver form for træning bør sidestilles med doping.

Desværre har jeg jo det der problem med ham lægen, BMI og min manglende højde. Påskefrokoster har ikke gjort behovet for at vokse i højden mindre, hvis man kan sige det sådan.

Og ja, træning, må da på en eller anden måde have en afsmittende virkning på mit windsurf?

Så hr cykelhandler, kadence er ikke nok, mit kanindræber instinkt er vist blevet afløst af magelighed, der skal noget vildskab og ikke mindst viljestyrke til, før jeg kan nakke de der tøser.